Dominique Strauss-Kahn

Faktaboks

Dominique Strauss-Kahn
født:
25. april 1949

Dominique Strauss-Kahn. Foto fra 2011.

.

Dominique Strauss-Kahn, f. 25.4.1949, fransk økonom og politiker; direktør for Den Internationale Valutafond 2007-11. Han blev født i Paris, voksede bl.a. op i Marokko og blev siden uddannet i jura og økonomi.

Efter en karriere som underviser blev han i 1986 valgt til Nationalforsamlingen (se Assemblée Nationale) for Parti socialiste (PS), og i 1991 blev han viceminister for industri og udenrigshandel i først Edith Cressons og siden Pierre Bérégovoys (1925-93) regering. Efter regeringsskiftet i 1993 grundlagde han bl.a. sit eget advokatfirma, og i 1995 blev han borgmester i Sarcelles nord for Paris.

I 1997 blev Dominique Strauss-Kahn igen minister, denne gang i Lionel Jospins regering som økonomi-, finans- og industriminister. Dominique Strauss-Kahn blev i 1999 anklaget for korruption og trådte ud af regeringen, indtil han i 2001 blev frikendt.

I 2004 gik han ind i Parti socialistes ledelse og blev bl.a. ansvarlig for partiets strategi og program frem mod præsidentvalget i 2007 sammen med Jack Lang og Martine Aubry (f. 1950), et valg han selv ønskede at stille op til.

I 2007 tabte han imidlertid nomineringen til Ségolène Royal og måtte træde et skridt tilbage i partiets hierarki. Det førte bl.a. til en nominering som Europas kandidat til posten som leder af Den Internationale Valutafond, og i september s.å. blev han valgt. Dominique Strauss-Kahn blev i 2010 tillige leder af Bilderbergkonferencerne.

Strauss-Kahn blev i foråret 2011 regnet for en sandsynlig socialistisk kandidat til det franske præsidentvalg, men hans arrestation for et seksuelt overfald i maj 2011 i New York City satte tvivl om hans kandidatur. Efter arrestationen trådte han tilbage som direktør for Den Internationale Valutafond. I 2015 blev han frikendt for rufferi ved en fransk domstol.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig