Faktaboks

Dominic Raab

Dominic Rennie Raab

Født
25. februar 1974
Dominic Raab
UK Parliament.
Licens: CC BY 3.0

Dominic Raab er en britisk konservativ politiker, som har været medlem af House of Commons i Det Britiske Parlament siden 2010.

Flere ministerposter

Gennem sin parlamentariske karriere har Dominic Raab beklædt en række forskellige ministerposter. Forud for sin første betydningsfulde ministerpost som minister for Brexit-forhandlinger i Theresa Mays regering i 2018 havde han været både justitsminister og boligminister. Han forlod posten som Brexitminister efter blot fire måneder i utilfredshed med den aftale, Theresa May indgik med EU om britisk udtræden.

Da Boris Johnson afløste Theresa May som premierminister i 2019, blev Raab udnævnt til udenrigsminister. Ved en regeringsomdannelse i september 2021 overtog Liz Truss posten som udenrigsminister, mens Dominic Raab fortsatte i regeringen som vicepremierminister og justitsminister. Han måtte dog forlade disse poster under Liz Truss' meget kortvarige periode som premierminister i efteråret 2022, men blev genudpeget til begge af Rishi Sunak, da denne overtog posten som premierminister den 27. oktober samme år, og som han tidligere havde støttet i formandskampen mod Truss.

Den 21. april 2023 blev Raab tvunget til at træde tilbage fra sine ministerposter efter en advokatundersøgelse konkluderede, at han havde udøvet mobning mod ansatte i justitsministeriet og også tidligere i udenrigsministeriet.

Baggrund

Dominic Raab har ikke som flertallet af fremtrædende af konservative politikere gået på én af de prestigefyldte kostskoler, men er en ’grammar school boy’ ('folkeskoledreng'). Han har en universitetsgrad i jura fra Universitetet i Oxford og arbejdede før sin politiske karriere kortvarigt som advokat og senere som politisk rådgiver i udenrigsministeriet.

Raabs placering i partiet og politiske rolle

I 2012 var Dominic Raab medforfatter til et partiinternt politisk kampskrift med titlen Britannia Unchained ('Storbritannien uden lænker'), som ideologisk var stærkt inspireret af økonomisk liberalisme. Skriftet var et bud på en ny kurs for Conservative Party, og det var en indirekte kritik af den kurs, daværende premierminister David Cameron som partileder stod for. Blandt de øvrige bidragsydere til pamfletten var Liz Truss, nuværende indenrigsminister Priti Patel samt forhenværende finansminister Kwasi Kwarteng.

Dominic Raab tilhører således højrefløjen i Conservative Party og var en af de førende fortalere i partiet for britisk udtræden af EU, Brexit. Han var tilhænger af britisk udtræden uden en aftale med EU, hvis ikke Storbritannien kunne få den aftale, landet ønsker, og han gjorde sig til talsmand for, at Storbritannien i så fald skulle nægte at betale det beløb, der var aftalt i den udtrædelsesaftale, den britiske regering indgik med EU.

Raabs udtræden af regeringen og House of Commons

Raab forlod ikke regeringen i stilhed. Tværtimod skrev han et aggressivt fratrædelsesbrev til Rishi Sunak, hvori han angreb kulturen i embedsværket for at være sart. Han betegnede processen omkring den advokatundersøgelse, der tvang ham ud, som ’Kafkask’ og antydede kraftigt, at han var blevet undergravet af et stærkt embedsværk, som ikke brød sig om, at han stillede skarpe krav og som modarbejde den politiske reformdagsorden, som Raab i egen optik stod for, herunder et bebudet opgør med Storbritanniens medlemskab af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Den 22. maj 2023 bekendtgjorde Raab, at ikke genopstiller til Underhuset ved næste valg, forventeligt i efteråret 2024, og dermed forlader politik.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig