Dodo and the Dodo's, dansk pop-rock-gruppe, dannet 1986 af Dodo (egl. Maria Charlotte) Gad (f. 1962), sang, Jens Rud (f. 1962), guitar og sang, Steen Christensen (f. 1962), keyboard og bas, Lars Thorup (f. 1962), trommer, og Anders Valbro (f. 1963), guitar. Gruppens debut-lp Dodo and the Dodo's (1987) blev en umiddelbar salgssucces, og frem til 1992 var bandet et af Danmarks mest populære, der turnerede overalt. Dodo and the Dodo's skrev og producerede en række iørefaldende og rytmefaste popmelodier, herunder Giv mig hvad du har (1987), Sømand af verden (1987), Vågner i natten (1987) og Giv mig skibene tilbage (1992).