Transnistrien

Transnistrien er et ca. 4000 km² stort område i Moldova mellem floden Dnestr og grænsen til Ukraine. Området havde i 2018 ca. 469.000 indbyggere, hvoraf russere ansloges at udgøre 34 %, ukrainere 27 % og rumænktalende moldovere 33 %.

Området blev, formentlig med russisk støtte, i september 1990, dvs. året før Sovjetunionens opløsning og Moldovas selvstændighed, erklæret uafhængigt af den Moldoviske Sovjetrepublik og udråbt som en ny sovjetrepublik med borgmesteren i hovedbyen Tiraspol, Igor Smirnov (f. 1941), som provisorisk og senere valgt præsident.

Baggrunden for uafhængighedskravet var den slavisktalende befolknings frygt for, at Moldova under indtryk af de omvæltninger, der fandt sted i Østeuropa efter Murens fald, skulle blive indlemmet i Rumænien.

Transnistriens selvstændighed er ikke blevet anerkendt af nogen stat, men republikken har fået støtte fra den 14. russiske armé, stationeret på republikkens område. Det gjaldt især under de meget voldsomme kampe i 1991-1992, der tvang Moldova til våbenstilstand, og hvor Rusland trådte ind som mægler.

I den efterfølgende periode skabte Transnistrien en fuldt udbygget statsstruktur; russisk er statssprog, og der er tvungen brug af det kyrilliske alfabet, selv i de rumænsksprogede skoler. Møntenheden er en særlig kuponrubel (suvorov, efter den russiske general, der erobrede området fra tyrkerne 1790-91), men i 1995 blev den moldoviske leu dog også tilladt som gangbar mønt.

I oktober 1994 blev der indgået en aftale om, at den 14. armé skulle trækkes tilbage i løbet af tre år, men aftalen er ikke ratificeret af det russiske parlament, Dumaen. Efter Sovjetunionens sammenbrud har Dnestrrepublikken krævet selvstændighed i et føderativt Moldova, mens den moldoviske regering har tilbudt autonom status inden for en moldovisk centralstat. Det er i denne forbindelse et afgørende problem, at en stor del af Moldovas industrivirksomheder og kraftværker ligger i denne region, hvor der produceres stål, mekanisk og elektrisk udstyr, cement, møbler, tekstiler, fodtøj og vin samt våben.

I 1996 demonstrerede republikken sin faktiske selvstændighed, da præsidenten blev genvalgt. Forholdet til Moldova er fortsat spændt trods flere forsøg på at finde en forhandlingsløsning. En væsentlig hindring er, at Moldova har indført rumænsk som officielt sprog; sprogspørgsmålet var netop en af de vigtigste grunde til udbryderrepublikkens dannelse. I 2001 og 2006 blev Igor Smirnov genvalgt som præsident, og i 2005 afholdtes parlamentsvalg; EU og OSCE afslog at observere, og kun Rusland anerkendte valget.

I september 2006 afholdtes folkeafstemning om republikkens forhold til Rusland og Moldova; 97% stemte for uafhængighed og senere associering med Rusland, mens 95% stemte mod at opgive republikkens uafhængige status og igen blive en del af Moldova. Folkeafstemningen blev ikke anerkendt af nogen lande eller internationale organisationer, men det russiske parlament anbefalede enstemmigt, at den blev taget alvorligt.

Ved årsskiftet 2005-06 mentes Dnestrrepublikken at være blevet et center for alle former for illegal handel, såsom smugling af våben, mennesker og narkotika. Sammen med den fortsatte russiske militære tilstedeværelse medførte det en betydelig international interesse for en løsning på forholdet til Moldova. EU etablerede i december 2005 grænse- og toldkontrol langs grænsen mellem Moldova/Transnistrien og Ukraine for at forhindre smugleri, menneske- og narkohandel samt toldsvindel. Rusland har dog fortsat nøglen til løsning af problemet på grund af sin store indflydelse på begge parter i konflikten.

Siden 1993 har OSCE forsøgt at mægle i konflikten sammen med Rusland og Ukraine, men i 2022 var forholdet mellem Dnestrrepublikken og den moldoviske centralmagt stadig uløst. Rusland og Ukraine ønsker, at republikken skal have særstatus i en fremtidig moldovisk føderation med mulighed for at øve indflydelse på Moldovas udenrigspolitik, hvilket den moldoviske regering er imod.

I 2011 indledtes i Wien de såkaldte 5+2-forhandlinger om områdets status med deltagelse af Transnistrien, Moldova, Ukraine, Rusland og OSCE, med EU og USA som observatører.

Smirnov trådte af som Transnistriens præsident samme år, hvorefter Jevgenij Sjevtjuk blev præsident til 2016, efterfulgt af Vadim Krasnoselskij.

I april 2016 erklærede Rusland, at det ville trække sine tropper ud, når problemet med at nedlægge den 14. armés våbendepoter var løst. Problemet med tilbagetrækningen var, at styrkerne skulle passere gennem Ukraine, der var fjendtligt indstillet efter den russiske anneksion af Krim i 2014 og den russiske støtte til separatisterne i Østukraine.

Efter den russiske invasion i Ukraine i 2022 er der igen kommet internationalt fokus på Transnistrien.