Diyarbakır, kurdisk Amed, tyrkisk by i Østanatolien; 875.100 indb. (2011). Indbyggerne er overvejende kurdere, og byen er en af hovedbyerne i regionen. Diyarbakır ligger på en stor slette ved bredden af Tigris, som her hedder Dicle, og er handelsby for landbrugsproduktionen, bl.a. korn, bomuld, tobak og frugt. Hvert år afholdes en vandmelonfestival. Omegnen har også kul- og kobberminer, og der efterforskes olie. Byens industri forarbejder bl.a. uld- og bomuldsvarer samt kobber. Diyarbakır er også kendt for fine filigranarbejder i guld og sølv.

Historie

Byen er måske det antikke Tigranokerta, og indtil 1500-t. hed den Amida. Diyarbakır var hjørnestenen i det romerske og siden det byzantinske forsvar mod øst, indtil den blev erobret af araberne i 640. Under artukiderne blev Diyarbakır 1183-1241 hovedstad i et selvstændigt fyrstendømme. Osmannerne erobrede byen ca. 1516 og gjorde den til administrativt center for en stor del af Østanatolien samt til militærbase for krigene mod perserne. Efter dannelsen af Den Tyrkiske Republik i 1923 beherskede den de urolige kurdiske områder. Diyarbakır har været skueplads for voldsomme sammenstød mellem militante kurdiske grupper og tyrkisk politi og soldater.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig