Faktaboks

Ditlev Tamm
Født
7. marts 1946

Ditlev Tamm. Fotografi fra 2004.

.

Ditlev Tamm er en dansk jurist, retshistoriker og forfatter. Han var i perioden 1978-2019 professor i retshistorie ved Københavns Universitet.

Ditlev Tamm erhvervede i 1977 den juridiske doktorgrad med en afhandling om Anders Sandøe Ørsted, Fra "lovkyndighed" til "retsvidenskab": Studier over betydningen af fremmed ret for Anders Sandøe Ørsteds privatretlige forfatterskab.

I 1984 tog Tamm den filosofiske doktorgrad med afhandlingen Retsopgøret efter Besættelsen; en afhandling, der hurtigt blev et anerkendt standardværk, og som efterfulgtes af flere værker af almen historisk beskaffenhed, bl.a. det store personalhistoriske værk Konseilspræsidenten — Jacob Brønnum Scavenius Estrup (1996) om konseilspræsidenten J.B.S. Estrup, Bournonville (2005) om balletmesteren August Bournonville og Federspiel — En dansk europæer (2005) om politikeren Per Federspiel.

Tamm modtog Den Anders Sandøe Ørstedske Prismedalje i guld i 1973 og blev medlem af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab i 1987. I 2000 blev han æresdoktor ved Helsinki Universitet.

Tamm har publiceret en lang række værker om dansk og europæisk retshistorie, herunder om romerretten. Han er desuden en aktiv samfundsdebattør, avisskribent og kronikør. Endvidere er han forfatter til et stort antal artikler i Den Store Danske Encyklopædi.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig