Direktoriet

Direktoriet, styret i Frankrig 1795-99. De Femhundredes Råd og De Gamles Råd havde den lovgivende magt, mens fem direktører havde den udøvende. Styret var udsat for kritik fra både højre og venstre. Ved et kup i 1797 fjernedes den royalistiske trussel, og i 1798 gennemførtes en udrensning af jakobinske deputerede. I 1799 tog de to råd revanche ved at gennemtvinge tre direktørers afgang.

Faktaboks

etymologi:
Ordet Direktoriet kommer af fransk directoire egl. 'råd af ledere, direktorium'.

I hele perioden var Barras den ledende direktør. Tiden var præget af økonomisk liberalisme og høj inflation, militært af Napoleons sejre over Østrig i Italien (Campoformiofreden 1797) og hans hasarderede felttog i Egypten, hvorunder den engelske flåde under admiral Nelson ødelagde den franske flåde ved Abu Qir. Dertil kom en mislykket ekspedition i Irland for at støtte et irsk oprør mod England. Direktoriet afskaffedes ved et militærkup, der bragte Napoleon til magten som førstekonsul.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig