Diervilla, nordamerikansk slægt i gedebladfamilien med tre arter af gulblomstrede buske, som adskiller sig fra deres nære slægtning, klokkebusk, Weigela, ved at have udløbere og læbeformede kroner. De dyrkes af og til for deres lyse og lette udseende, og fordi de tåler vind og skygge. De har lang blomstringstid med små, gule blomster.