Dientzenhofer

Dientzenhofer, tysk arkitektfamilie. Georg Dientzenhofer (1614-73) og hans fem sønner var virksomme i henholdsvis Bayern og Bøhmen.

Georg (1643-89) og Wolfgang (1648-1706) var bygmestre i Amberg, mens Johann Leonhard (1660-1707) og Johann (1663-1726) begge arbejdede i bl.a. Bamberg og på det nærliggende kloster Banz.

Christoph (1655-1722) og dennes søn Kilian Ignaz (1689-1751) blev senere to af Prags ledende barokarkitekter.

Christoph skabte et nybrud i bøhmisk barok. I mange kirkebyggerier udviklede han sin egen stil, inspireret af Francesco Borromini og Guarino Guarini, en mere bevæget og lettere barokstil end den, som italienske arkitekter arbejdede med i Prag i 1600-tallet. Blandt hans hovedværker er Sankt Nikolaus i Prag (1703-11, koret tilføjet senere) og klosterkirken i Břevnov ved Prag.

Sønnen Kilian Ignaz blev uddannet i Wien, muligvis hos J.L. von Hildebrandt, hvis indflydelse kan spores i hans bygningsværker. Fra ca. 1720 byggede han bl.a. Maria Magdalene-kirken i Karlovy Vary (Karlsbad) og Bartholomäuskirken i Prag. Hans formsprog var i modsætning til faderens præget af den mere internationalt orienterede wienerstil.

Læs mere om tysk billedkunst og arkitektur.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig