Diego de Almagro, 1475-8.7.1538, spansk erobrer. Almagro samarbejdede fra 1523 med Francisco Pizarro om forberedelserne til erobringen af Inkariget i det nuværende Peru og sluttede sig til ham med forstærkninger i 1533. Almagro fik tillagt den sydlige del af erobringerne og ledte 1535-37 et togt mod Chile, der dog slet ikke gav de muligheder for plyndring, som han og hans mænd havde håbet. Ved sin tilbagekomst satte han sig i besiddelse af hovedstaden Cuzco og indledte et mislykket oprør mod brødrene Hernando og Gonzalo Pizarro. I 1538 lod Hernando Pizarro Almagro dømme til døden og henrette.