Die Grünen (Østrig)

Die Grünen (Østrig), Die Grünen - Die Grüne Alternative, østrigsk miljøparti, dannet i begyndelsen af 1980'erne som et forbund af miljøbevægelser, fredsbevægelser og utilfredse venstrefløjssocialdemokrater. Die Grünen har været repræsenteret i det østrigske parlament siden 1986, og samme år bidrog partiet til, at det første østrigske atomkraftværk ikke blev sat i drift. På grund af intern splittelse og begrænset vælgertilslutning (4,8% ved valget i 1995) kunne Die Grünen ikke fungere som koalitionspartner for Socialdemokratiet, SPÖ. Ved valget i 2002 fik Die Grünen godt 9,4% af stemmerne; alligevel mislykkedes koalitionsforhandlinger med det konservative ÖVP. Ved valget i 2013 fik partiet 12,4% af stemmerne, det hidtil bedste resultat.

Partiets formand 1997-2008, Alexander Van der Bellen, stillede i 2016 op til præsidentvalget som uafhængig, men med støtte fra Die Grünen. Han vandt i december 2016 over Norbert Hofer fra FPÖ.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig