Didot Antikva

Didot antikva er betegnelsen på en nyklassicistisk skrifttype designet, skåret og støbt af medlemmer af den indflydelsesrige franske Didot-familie, begyndende med boghandler og bogtrykker Francois Didot (1689-1757) og videreudviklet af hans sønner, hvoraf den mest betydningsfulde er Francois Ambroise Didot (1730-1804). Skriftens design undergik flere ændringer siden sin første version fra 1770'erne. Dens endelige og berømte version skabtes af den ene af Francois' to sønner, Firmin Didot (1764-1836) i 1780'erne og nåede vid udbredelse som indbegrebet af en empireskrift.

Forhistorien var et initiativ fra Ludvig XIV til en bogskrift, som kun det kongelig franske trykkeri, Imprimerie Royale måtte benytte. En kommission blev nedsat under Det Franske Akademi til at lave en plan for konstruktion af alle alfabetets bogstaver i kvadrater efter et matematisk princip. Tegningerne blev grundlaget for stempelskæring og støbning af skriften Romain du Roi, som var påbegyndt i 1694 og først blev færdig i alle skriftgrader i 1745. Skriften skulle genspejle den græsk-romerske antik, hvor det gennemgående stiltræk var lodret og symmetrisk bygningskunst.

Det var ud fra kommissionens forskrifter Francois Ambroise Didot tegnede den første udgave af sin antikva; og med Firmin Didots videre bearbejdning i begyndelsen af 1780'erne skabtes den nu klassiske Didot antikva. Inspiration til designet kom også fra John Baskervilles antikva, som i 1780'erne var udbredt i Frankrig. Den amerikanske statsmand og bogtrykker Benjamin Franklin havde korresponderet indgående med Baskerville om hans antikva og må siden også have kendt Firmin Didot, som i 1785 ansatte Franklins søn som sætterlærling.

Firmin Didots antikva viderefører Romain du Rois lodrette orientering og forstærker yderligere forskellen i tykkelse mellem skriftens hår- og grundstreger. Ligesom i den samtidige, italienske Bodoni antikva er aksen i Didots antikva næsten lodret. Ethvert spor af barokskrifternes penneføring i bogstavtegningen er borte. Serifferne er tynde og vandrette. Et problem er, at skriftens ultratynde hårstreger i små gradstørrelser på almindeligt papir vil forsvinde i trykket, hvis ikke de bliver gjort lidt tykkere. Didot-brødrene havde for at løse lidt af problemet fået produceret vævet og glat papir (vélin) efter Baskervilles opskrift. Men Didots berømmede tryk var fortrinsvis i stort format og store skriftgrader, der ikke afslører problemet.

Didots antikva nåede viden om både i Europa og USA. De fleste store skriftstøberier kunne igennem 1800-tallet levere en "Didot". Men industrialismens krav om satsøkonomiske skrifter, der passede til hurtigpresser, frembragte et væld af smalle og dårligt designede Didot-efterligninger. Et typisk eksempel er den blandt andet i Danmark gennem 1800-tallet meget udbredte Fransk antikva.

Med Adrian Frutigers nytegning af skriften fra 1950'erne har vi en nærved autentisk Didot, der som digital font i dag ligger på de fleste pc'er. Frutiger havde baseret sin nytegning på skriften i en bog fra 1908, der var trykt med Didots originale blytyper. Frutigers udbyggede, digitale version til skalerbare gradstørrelser (Adobes multiple master teknologi) er yderligere lanceret af Linotype i 1992 og har til en vis grad løst problemet for skriften i små skriftgrader.