Deutsche Presse-Agentur, DPA, tysk nyhedsbureau, oprettet 1949 i Hamburg som en sammenslutning af de særskilte nyhedsbureauer i de tre vestlige besættelseszoner. Bureauet ejes i dag af de trykte og elektroniske medier i Tyskland i fællesskab. Det har korrespondenter i næsten 100 lande, men rapporterer mest fra Tyskland, det øvrige Europa og USA. Dets uafhængighed og akkuratesse har placeret det som det tredjestørste internationalt arbejdende nyhedsbureau i Vesteuropa efter Reuters Bureau og Agence France Presse. I Danmark formidler Ritzaus Bureau DPAs telegrammer oversat til dansk.