Det Strategiske Miljøforskningsprogram, SMP, dansk forskningsprogram 1992-2004, finansieret af bl.a. Forsknings-, Miljø- og Energiministeriet; fra 1997 tillige af Forskningsrådene. Formålet med programmet var først og fremmest at skabe et bedre vidensgrundlag for fremtidige politiske og samfundsmæssige beslutninger på miljøområdet, at styrke dansk deltagelse i international miljøforskning samt at sikre, at den nye viden blev formidlet til offentligheden.

Programmet gennemførtes som en række delprogrammer, der blev udført i et samarbejde mellem forskere fra flere institutioner inden for såkaldte murstensløse centre. Blandt temaerne var fx grundvandsforurening, hvor man bl.a. fandt ud af, at forurening kan sive til grundvandet gennem sprækker i lerlag, man ellers havde troet var tætte. Andre temaer omhandlede sundhedsfarlige stoffer, bl.a. sammenhæng mellem allergi og plastblødgørere. De samlede bevillinger var 700 mio. kr. Se miljøforskning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig