Det Nordiske System, russiskledet alliancesystem, skabt i 1760'erne som modvægt til Frankrigs forbund med Østrig og Spanien. Systemet, der havde til formål at opretholde magtbalancen i Østersøområdet, blev til i de første år af Katarina 2.s regeringstid med Nikita Panin som arkitekt. Rusland, Preussen, Danmark og Storbritannien var tiltænkt en rolle som "aktive" partnere, der skulle kontrollere de "passive" deltagere Sverige, Polen og Sachsen. Som led i Det Nordiske System indgik Rusland alliancetraktater med Preussen i 1764 og med Danmark i 1765. Med Storbritannien sluttedes kun en handelstraktat i 1766, og systemet blev derfor ikke fuldt udviklet. Systemet viste sig desuden mangelfuldt i forbindelse med den russisk-tyrkiske krig 1768-74, og den første polske deling i 1772 gjorde det delvis overflødigt. Det Nordiske System blev endeligt opgivet i 1781, da Rusland indgik forbund med Østrig. For Danmark havde alliancen med Rusland stor betydning for løsningen af det gottorpske spørgsmål ved mageskiftet i 1773.