Det Kongelige Teaters Balletskole

Det Kongelige Teaters Balletskole, grundlagt 1771 af franskmanden Pierre Laurent. Balletskolen havde til huse i Hofteatret på Christiansborg, det nuværende Teatermuseum.

1781-82 grundlagde balletmester Vincenzo Galeotti sin egen skole, og i en årrække virkede de to skoler sideløbende. I 1856 ansatte teatret to lærere til at læse med børnene, og Læseskolen var således en realitet.

I dag er Den Kongelige Ballet et af de få kompagnier i verden, hvor Ballet- og Læseskolen stadig har til huse i selve teaterbygningen. Foruden en uddannelse til dansere får børnene en skolegang, der svarer til folkeskolens. Uddannelsen er gratis. Børnene er mellem 6 og 16 år, og skolen rummer ca. 60 elever.

I 1996 blev Læseskolen på teatret administrativt lagt under N. Zahles Skole. Hvert år eksamineres i dans, og mange elever sorteres fra. Når de unge dansere er 16 år, bliver de aspiranter i to år, inden de endeligt optages i kompagniet. Balletskolen åbnede filialer i 1995 i Holstebro og i 2002 i Odense. Fra 2006 tilbydes provinselever over 12 år plads på en kostskole på Kongens Nytorv.

Den Kongelige Ballet er det kompagni i verden, der benytter flest børn i repertoiret, ikke mindst i August Bournonvilles balletter. Enkelte balletter bliver skabt direkte til børnene.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig