Det Kongelige Danske Selskab for Fædrelandets Historie, stiftet 1745 på initiativ af Jacob Langebek, fra 1747 tildelt prædikatet kongeligt selskab. Det har fra stiftelsen været nært knyttet til Videnskabernes Selskab og holder fortsat sine møder i dette selskabs lokaler. I 1810 forenedes selskabet med Det Kgl. Genealogiske og Heraldiske Selskab, og det fik i 1845 sin nuværende karakter af et lukket videnskabeligt, historisk selskab; i 1936 fik det sit nuværende navn. Selskabet har fra begyndelsen udgivet tidsskriftet Danske Magazin, der rummer dels kilder til dansk historie (1.-8. rk., 1745-1995), dels selvstændige kildeudgaver, således Christian 8.s dagbøger 1799-1848 (1943-95). Selskabet kan omfatte indtil 50 indenlandske og 20 udenlandske medlemmer, der indvælges af selskabets medlemmer. Foruden udgivelsesvirksomheden afholder selskabet foredrag.