Det Demokratiske Parti

Det Demokratiske Partis logo er æslet i det amerikanske flags farver og mønster.

Det Demokratiske Parti er et af de to store amerikanske politiske partier. Partiet regnes i dag for at være liberale (i amerikansk forstand) mens det andet store parti – det Republikanske Parti – repræsenterer konservative værdier. Sådan har det ikke altid været.

Faktaboks

også kendt som:

Demokraterne: på amerikansk The Democratic Party

Det demokratiske Partis rødder

Det Demokratiske Parti har rødder tilbage i den antiføderalistiske bevægelse, som omkring 1792 blev samlet med Thomas Jefferson som en ledende skikkelse. Antiføderalisterne var , som betegnelsen indikerer, modstandere af en stærk centraliseret statsmagt og ønskede størst muligt selvstyre for delstaterne. Under navnet Republikanerne (ikke at forveksle med det senere parti af samme navn) fik de i 1801 regeringsmagten med Jefferson på præsidentposten.

En markant ny fase i det Demokratiske Partis udvikling kom med valget af Andrew Jackson som præsident i 1828. Jackson, der også havde fået flest stemmer i 1824, men alligevel ikke vundet valget, repræsenterede en mere populistisk kurs. Han havde især sin opbakning i Syden og i det vestlige USA, hvor især irske, skotske og tyske indvandrere støttede ham. Under Jackson blev stemmeretten udbredt til nye grupper af vælgere, og samtidig skabte demokraterne verdens første moderne partiorganisation. Man afholdt partikonventer og organiserede valgkampagner med gratis øl og underholdning. Formålet var primært at mobilisere vælgerne, men også at inddrage folkelige bevægelser og meningstilkendegivelser i partiet.

I de næste tre årtier var Demokraterne det dominerende parti i USA. De var modstandere af en stærk centraliseret statsmagt og en centralbank og ønskede størst muligt selvstyre for delstaterne; herudover var lave toldsatser og ekspansion mod vest vigtige punkter i partiets politik. Det samme var i mange år forsvaret for slaveriet, men mod slutningen af 1850'erne, splittede spørgsmålet partiet mellem nord- og sydstater. I 1860 nåede det så vidt, at man endte med at have én kandidat i syd og en anden i nord. Det banede vejen for, at modstanderne af slaveri i det relativt nye Republikanske Parti med Abraham Lincoln i spidsen kunne vinde præsidentvalget med blot 40 procent af stemmerne. Allerede inden hans tiltrædelse fik valget imidlertid Sydstaterne til at melde sig ud af Unionen, hvilket udløste Den Amerikanske Borgerkrig.

I mange år efter borgerkrigens afslutning i 1865, blev Demokraterne forbundet med Syden og slaveriet, og det Republikanske Parti blev nu dominerende. Indtil 1912 var Grover Cleveland den eneste Demokratiske præsident (1885-1889, 1893-1897), og da det i 1912 lykkedes Demokraten Woodrow Wilson at vinde præsidentvalget, skyldtes det, at den tidligere republikanske præsident Theodore Roosevelt valgte at genopstille som uafhængig kandidat, og dermed udfordre sin efterfølger i Det Hvide Hus, Republikaneren William Howard Taft. såvel Wilson, som Roosevelt og Taft betegnede sig i øvrigt som "progressive".

I Wilsons præsidentperiode 1913-1921 blev modstanden mod den centraliserede statsmagt opgivet. Demokraterne så i stigende grad den føderale regering i Washington, D.C. som en nødvendig modvægt til de store virksomheder, der dominerede hele industrier. Dette nye "progressive" syn på regeringens rolle slog for alvor igennem efter det store krak i 1929 og den økonomiske depression som fulgte. Efter tre Republikanske præsidenter i 1920'erne, vandt Demokraten Franklin D. Roosevelt i 1932 præsidentposten, og det blev en skillelinje i amerikansk politisk historie. Roosevelts mange reformprogrammer, der skulle modvirke depressionens virkninger på den amerikanske samfundsøkonomi, gik under betegnelsen The New Deal. Reformer skabte et basalt socialt sikkerhedsnet i USA og nye roller til præsidenten og den føderale regering. De førte også til et større skift i 1933-1945 i flere samfundsgruppers partitilhørsforhold, og gjorde det Demokratiske Parti dominerende i de følgende årtier, mens de Demokratiske præsidenter Harry S. Truman, John F. Kennedy og Lyndon B. Johnson fortsatte bestræbelserne på at udvikle en amerikansk velfærdsstat.

Fra midten af 1960'erne svækkedes partiet i Syden pga. dets støtte til Borgerrettighedsbevægelsen. Denne støtte, som blandt andet resulterede i vedtagelsen af The Civil Rights Act i 1964 og the Voting Rights Act i 1965, førte til, at mange socialt konservative Demokrater, særligt i Syden forlod partiet og begyndte at stemme Republikansk. Også en del af partiets arbejdervælgere og udflyttere i forstæderne i de nordlige stater var utilfredse med, hvad de anså for positiv særbehandling af sorte. Ved valget i 1968 var Demokraterne tillige belastet af modstanden mod præsident Johnsons håndtering af krigen i Vietnam, og af raceuroligheder i mange større byer. Det var i 1968 med til at sikre Republikaneren Richard M. Nixon en sejr ved præsidentvalget.

Ved det amerikanske midtvejsvalg i 1994 mistede Demokraterne flertallet i begge Kongressens kamre for første gang siden 1954. Snart gik det dog atter fremad for både den demokratiske præsident, Bill Clinton, og partiet, der på alle fronter vandt terræn ved valgene i 1996 og 1998. I 2000 fik partiet halvdelen af de 100 pladser i Senatet, og partiets præsidentkandidat, Al Gore, fik et flertal af de afgivne stemmer. Han måtte dog alligevel se præsidentposten gå til republikaneren George W. Bush, som efter en afgørelse i Højesteret blev tildelt Floridas valgmandsstemmer og dermed fik flertal i valgmandskollegiet.

Befolkningsudviklingen i USA har i flere årtier været sådan, at vælgergrupper, hvor et flertal stemmer Demokratisk også udgør en voksende del af det samlede vælgerkorps. Udover svingende valgdeltagelse fra disse grupper – ikke mindst latinovælgere – har en række andre faktorer, som fordelingen af valgmandsstemmer og opdelingen af kongresdistrikter (gerrymandering) gjort, at Demokraternes demografiske fordel ikke altid har udmøntet sig i valgsejre. Eksempelvis har den demokratiske kandidat fået flest stemmer ved seks ud af syv præsidentvalg fra 1992-2016, men Republikanske præsidentkandidater har alligevel vundet tre gange – i 2000 og 2016 ved at vinde et flertal i valgmandskollegiet, trods færre stemmer end den Demokratiske kandidat.

Ved valget i 2008 lykkedes det imidlertid Demokraterne at erobre præsidentposten med Barack Obama som kandidat, og samtidig sikre markante flertal i begge Kongressens kamre. Allerede i 2010 mistede partiet dog atter flertallet i Repræsentanternes Hus, og skønt Barack Obama sikkert genvandt præsidentposten i 2012, mistede partiet i 2014 også sit flertal i Senatet. Et større potentielt vælgergrundlag end det Republikanske Partis har med andre ord ikke sikret Demokraterne nogen dominans, på samme måde som det har været tilfældet i andre perioder af USA's historie.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig