Det Danske Filmværksted, Workshoppen, film- og videoværksted, siden 1972 under Det Danske Filminstitut. Filmværkstedet opstod i 1970 som et samarbejde mellem programmedarbejdere fra Danmarks Radios tv-afdeling, filmfolk og kunstnere omkring Filmfonden. Det stiller film- og videoapparatur, materialer og vejledning til rådighed for bl.a. ikke-professionel produktion og professionelle filmfolks eksperimenter. Projektredaktionen, der er valgt af og blandt Filmværkstedets producenter, støtter ca. 40 film- og videoproduktioner om året (1995). Filmværkstedet afholder en international Workshopfestival hvert andet år.