Det Andet Attiske Søforbund

Det Andet Attiske Søforbund, defensiv alliance mellem Athen og seks andre bystater vendt mod Spartas voksende imperialisme efter Kongefreden i 386 f.Kr. Forbilledet var i flere henseender Det Deliske Søforbund, stiftet hundrede år tidligere og rettet mod Persien, men ved dannelsen af Det Andet Attiske Søforbund lovede Athen at respektere medlemsstaternes autonomi for at undgå en gentagelse af Athens imperialisme i 400-t. over for medlemmerne af det første forbund.

Forbundet blev stiftet i 378 f.Kr., og i løbet af de næste syv år tilsluttede hen ved 50 stater sig. Efter 371 blev der ikke optaget nye medlemmer.

Medlemmerne skulle bidrage til forbundets felttog med skibe eller penge. Deres skibe havde egen kaptajn, men stod under athensk overkommando. Forbundsflåderne kæmpede under admiraler som Chabrias, der slog spartanerne i søslaget ved Naxos i 376, Timotheos, der vandt slaget ved Alyzia i 375, og Ifikrates, der ledede en stor flådeekspedition til Det Joniske Hav i årene 373-371. Forbundsanliggender skulle dels drøftes på athenernes folkeforsamling og dels i et forbundsråd, hvori Athen ikke var repræsenteret, mens de andre stater havde én stemme hver. Beslutninger krævede enighed mellem forbundets to kamre. Athenerne respekterede stort set staternes selvbestemmelsesret.

Men i 357 f.Kr., da Sparta ikke længere var nogen trussel, nægtede athenerne at godtage fire store medlemsstaters udmeldelse af forbundet, og det førte til den såkaldte Forbundsfælleskrig mod Byzantion, Chios, Rhodos og Kos, som i 355 f.Kr. endte med Athens nederlag. Forbundet var herefter ikke længere en magtfaktor i storpolitikken, og det blev opløst i 338 f.Kr. ved fredsslutningen med Filip 2. af Makedonien efter grækernes nederlag ved Chaironeia.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig