Denizli, by i SV-Tyrkiet; 577.000 indb. (2013). Denizli har en del let industri og er handelsby for omegnens landbrugsprodukter, bl.a. bomuld, korn, figner og tobak. Byen er et trafikalt knudepunkt, bl.a. for trafikken til regionens turistattraktioner: romerske ruiner og de mineralske kilder i Pamukkale.

Historie

Bosættelsen på den frugtbare slette ved en lille biflod til Büyük Menderes (Mæanderfloden) går tilbage til forhistorisk tid. I midten af 200-t. f.Kr. grundlagde Antiochos 2. en ny by på stedet, Laodiceia-ad-Lycum (tyrk. Ladik samt Tonuzlu), som i romersk og byzantinsk tid regnedes for en af Frygiens vigtigste byer. Den blev første gang erobret af tyrkerne i 1206, og derefter blev bosættelsen flyttet en halv snes km til det nuværende Denizli. Pga. sin betydelige tekstilindustri efterstræbtes Denizli af rivaliserende turkmenske småfyrster indtil den osmanniske erobring i 1390. Et kraftigt jordskælv ramte stedet i 1702. I 1891 blev byen tilsluttet det anatolske jernbanenet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig