Faktaboks

Også kendt som

Den Transsylvanske Skole

Kirkereformen 1701

Ved Freden i Karlowitz i 1699 blev Transsylvanien en del af Det Habsburgske Rige. For at styrke Habsburgernes position i grænseområdet mod Osmannerrigets område mod syd gennemførte hoffet i Wien derefter en kirkereform i Transsylvanien. Her udgjorde den fattige rumænske befolkning flertallet, og de var alle ortodokse. Af storpolitiske grunde og ansporet af jesuitterne ønskede hoffet i Wien at gøre disse ortodokse rumænere til gode katolikker, da man dermed formodede, at de ville blive bedre undersåtter i kejserriget. Her var man klar over, at det ville blive en udfordring at omvende ortodokse rumænerne til egentlige katolikker. Derfor opfandt man en mellemvej, nemlig at bevare de hidtidige græsk-ortodokse ritualer og ikondyrkelsen, ligesom man fortsat lod præsterne kunne gifte sig.

Det nye bestod i, at rumænerne accepterede de fire hovedpunkter fra Firenzekoncilet i 1439:

Efter mange forhandlinger accepterede de ortodokse rumænere at lade deres kirke blive en såkaldt uneret kirke, dvs. en kirke, der ganske vist er forenet med den katolske kirke, men som har selvstændig organisationsform, kirkeret og gudstjenesteritual. Til gengæld blev rumænerne lovet visse rettigheder og gradvis anerkendt som en selvstændig ”nation”. Unionen blev gennemført og det hidtidige ortodokse bispedømme nedlagt og en ny uneret biskop udnævnt.

Kirkerne og andre ortodokse ejendomme og værdier blev overdraget den nye kirke i løbet af 1700-tallet. Der udspandt sig dramatiske konflikter, for den gamle kirke gav slet ikke op, men modsatte sig flere steder i provinsen at lade sig omvende. Den ortodokse kirke i Valakiet og Moldavien (Rumænien) var afskåret fra at støtte menighederne i Transsylvanien, som lå på den anden side af grænsen. Uneringen blev dermed aldrig fuldendt, men flertallet af rumænerne i Transsylvanien kom over i den nye kirke.

Kulturelt og politisk fik uneringen ganske stor betydning, for den nye kirke byggede skoler og seminarer, der uddannede en stor del af den kommende kulturelle og politiske elite, ikke bare i Transsylvanien, men efterhånden i hele Rumænien. Den senere rumænske nationale bevægelse opstod i den lille by Blaj, kaldet "det lille Rom".

Den unerede kirke i Transsylvanien virkede som en katalysator for den nationale bevægelse, der opstod i første halvdel af 1800-tallet. Til stor fortrydelse i den ortodokse kirke, som altid har stræbt efter og nu er den nationale kirke i Rumænien, så var det i vid udstrækning den unerede kirke, der skabte den rumænske nationalisme, ikke blot i Transsylvanien, men senere i hele Rumænien. Den ortodokse kirke kompromitterede sig endda på afgørende vis, da den i 1918 modsatte sig Transsylvaniens forening med resten af Rumænien. De ortodokse kom nemlig dermed til at holde med arvefjenden Ungarn, da Rumænien i 1916 gik i krig mod Aksemagterne og modsatte sig efter krigen dannelsen af et Storrumænien. De ortodokse så med stor uvilje på, at de nu skulle leve sammen med 1,4 millioner ”unerede” rumænere i Storrumænien.

Rumæniens mest anerkendte politiker i mellemkrigstiden Iuliu Maniu (1873-1953) var med i den unerede kirke, og det nationale parti i Transsylvanien, som han tilhørte, voksede ud af denne kirke. Efter Storrumæniens dannelse i 1918 sluttede Transsylvaniens Nationale Parti sig sammen med det Rumænske Bondeparti til Rumæniens Nationale Bondeparti, som i Mellemkrigstiden blev det største parti, og Maniu blev regeringsleder ad flere omgange. Den unerede kirke havde således tætte forbindelser til den politiske elite i Bukarest, og den ortodokse kirke kunne derfor ikke i første omgang vinde kirkekampen. Men den verbale krig fortsatte – ikke mindst da Rumænien og Vatikanet – trods de ortodokses modstand – underskrev et konkordat omkring 1930.

Biskop Micu-Klein

En af den nye kirkes kendteste skikkelser var Inocenţiu Micu-Klein (1692-1768). På grund af sine strålende evner blev han allerede som 37-årig udnævnt til biskop i 1729.

Allerede tidligt i sin bispekarriere rejste Micu-Klein til Wien for at fortælles kejseren om de elendige forhold det rumænske flertal levede under i Transsylvanien. Med stor ihærdighed forsøgte han at overbevise magthaverne om, hvor vigtigt det var at bringe sine trosfæller ud af den ydmygende fattigdom og den retsløse tilstand, de befandt sig i. Alt skulle forbedres: de diskriminerende love, der var rettet mod rumænerne, stavnsbindingen og tvangsarbejdet på herregårdene. Kejseren lyttede til Micu-Klein, men fremskridtene kom kun langsomt.

Forudsætningen for at realisere Micu-Kleins projekt var, at der fandtes ledere, der kunne tale det undertrykte rumænske flertals sag. Der var behov for præster og undervisere på alle niveauer. Med andre ord skulle der sørges for uddannelse både af lederne og af den brede befolkning.

Katedral og skoler i Blaj

Efter nogle år lykkedes det Micu-Klein at bygge en ny katedral i Blaj, en mindre by nordvest for Sibiu og gjorde denne lille by til sit bispesæde, som hidtil havde ligget i Făgăraş øst for Sibiu. Micu-Klein byggede ikke blot kirker, men grundlagde også et seminarium og et gymnasium i Blaj. Dette førte til, at Blaj i de følgende år udviklede sig til et religiøst, uddannelsesmæssigt og kulturelt centrum.

Tilladelsen til at grundlægge skoler blev givet med den begrundelse, at det var præsteskoler, der skulle uddanne de kommende unerede præster. I praksis udvidede man pensummet til et alment uddannelsesprogram. Der blev bygget flere skoler for den rumænske befolkning, altså ikke blot for de unerede, men for hele den rumænske befolkning i Transsylvanien. Fra midten af 1700-tallet var der 4 ”højere” skoler i Blaj, og fra 1782 til 1794 byggede man der 300 grundskoler ud over Transsylvanien. Det anslås, at der mellem 1754 og 1848 blev uddannet 11.000 rumænere på skolerne i Blaj.

Micu-Kleins mange appeller til Wien irriterede hoffet, hvorfor han i blev 1744 kaldt til Wien, hvor han blev anklaget for majestætsfornærmelse. Ad omveje blev han advaret om, at han var i fare for at havne i fængsel. Micu-Klein flygtede til Rom, hvor han kom under pavens beskyttelse. Micu-Klein levede resten af sine dage i Rom. Kort tid før han døde i 1768, skrev han i sit testamente, at han ønskede at blive stedt til hvile i katedralen i Blaj. Der skulle gå 229 år, for hans ønske gik i opfyldelse: Den 19. oktober 1997 blev hans jordiske rester ved en bevægende højtidelighed begravet i den katedral, han selv grundlagde.

Blaj bliver til Det lille Rom

Gradvist voksede Blaj også i betydning ved at blive et nationalt centrum, hvis indflydelse snart overskred grænsen til Valakiet og Moldavien. Man kaldte Blaj for "Det Lille Rom". Fra skolerne i Blaj strømmede det efterhånden ud med lærere, embedsmænd og teologer. For første gang nogensinde fik rumænerne lov til at uddanne sig – og tilmed på egne præmisser. Den rumænske elite, der godt 100 år senere udgjorde grundstammen i oprørerne fra 1848, havde i vid udstrækning deres baggrund i skolerne i Blaj eller var påvirket af lærere uddannet i Blaj. Sat lidt på spidsen opstod den rumænske nationale bevægelse således i en provins i Det Habsburgske Rige.

Som nævnt kom initiativet oprindeligt som et kirkeligt arrangement fra hoffet i Wien, men snart viste det sig, at projektet ikke lod sig inddæmme til blot at være et kirkeligt og religiøst foretagende, som skulle tjene Wiens imperiale interesser. Bevægelsen fik sit eget liv, da den blev grebet af bevidste ledere i den fåtallige rumænske elite i Transsylvanien. Det er disse skoler i Blaj, man kalder den latinske skole i Transsylvanien (rumænerne kalder den Scoala Ardeleana, som blot betyder 'Den Transsylvanske Skole').

Navnet ”den latinske skole” skyldes, at hoffet i Wien ud over at give tilladelse til at bygge skoler i Blaj også hvert år fra 1736 gav tilladelse til, at et antal studerende kunne sendes til Rom. Her studerede de på Propagandakollegiet (Collegium de Propaganda Fide), som er den katolske kirkes missionsskole, hvortil studerende fra hele verden kom. Tanken var, at studenterne efter endt ophold her skulle vende hjem som ”indoktrinerede” missionærer og omvende flere ortodokse til gode katolikker. Propagandakollegiet ligger ved Den Spanske Trappe, og på deres daglige vej hertil passerede de rumænske studenter Trajansøjlen. På den berømte billedfrise kunne de rumænske studenter se, hvordan romerne erobrede Dakien i årene 105-110. Dette skærpede de unge rumæneres interesse for at vide mere om deres fortid, og snart fordybede de sig lige så meget i deres rumænske og romerske fortid som i de teologiske spørgsmål.

Med til historien hører, at de rumænske studenter, før de kom til Rom næsten alle havde gået på jesuittergymnasierne i Cluj eller Wien. Her havde de fået en grundig klassisk uddannelse, d.v.s. også i latin, og de kunne derfor i Rom læse latinske inskriptioner og dokumenter.

Oplysningstiden i Blaj

En af de kendteste rumænere i den gruppe, der studerede i Rom hed Gheorghe Sincai. Han samlede under sit ophold i Rom fra 1775 – 1779 alle de gamle dokumenter om den rumænske del af historien han kunne finde i de romerske arkiver og biblioteker. Dokumentsamlingen, der ikke endnu er blevet udgivet, fylder 15 tykke bind og må være en guldgrube for nutidens forskerne. Gheorghe Sincai blev senere direktør for de unierede skoler i Transilvanien, men gav sig også tid til at forske. Han skrev flere bøger om den rumænske fortid, hvor hovedværket hedder ”Cronica Romanilor si a mai multor neamuri”. Sammen med Samuil Micu (Micu Kleins nevø) udgav han i 1780 den første rumænske grammatik: ”Elementa Linguae Daco Romanae sive Valachiae.” Endelig må det nævnes, at Sincai medens han var skoledirektør nåede at skrive en latinsk grammatik: ”Prima Principia Latinae Grammaticius”.

Samuil Micu var Sincais kollega og havde studeret i Rom og blev senere knyttet til skolerne i Blaj. Også han forskede i den rumænsk-latinske fortid, hvilket bl. a. resulterede i udgivelse af ”De originibus daco romanorum” og ”Historia daco-romanorum sive valachorum”. Desuden oversatte han biblen til rumænsk og en ordbog (dictionary) om det rumænske sprog. Men hans hovedværk hedder ”Istoria Lucrurile si Intimplarile Romanilor” i fire tykke bind fra 1800 og er det første seriøse historieværk om rumænerne.

Petru Maior tilhørte samme gruppe, der havde studeret på jesuitterskolen i Wien og Collegium de Propaganda Fide i Rom og som senere blev lærer i Blaj og til sidst i Buda. Også han forskede i historien og hans mesterværk fra 1812 hedder ”Istoria Pentru Inceputul Romanilor in Dacia”. Vigtigt at nævne er også Petru Maiors udgivelse af den første etymologiske ordbog over det rumænske sprog kort før han døde i 1821.

En fjerde repræsentant for den latinske skole er Ion Budai-Deleanu (1760-1820), som efter studier i Blaj og Wien blev lærer i Blaj. Han var samtidig en flittig forsker i det rumænske folks historie og i oprindelsen til det rumænske sprog. Det resulterede i en række betydningsfulde værker, som dog først blev udgivet efter hans død. Det drejer sig om ”De Originibus Populorum Transilvaniae Commentatiuncula cum Observationis Historico-critics” , ”Temeiurile Grammatici Romanesti” og ”Lexiconul Romanesc-Nemtesc”.

Disse fire unierede intellektuelle er kun de mest kendte. Der var flere betydelige lærde blandt de unierede. Som de anførte bogtitler viser, skrev og udgav de både latinsk- og rumænsksprogede værker. For de rumænske unierede var det netop vigtigt, at de ikke blot ”latiniserede” deres forskning og undervisning, men omsatte deres viden til deres nationale sprog. Her var de lidt uenige med de jesuitter, der havde lært dem latin i gymnasiet, for de ville bevare latinens rolle i undervisning og kirkeliv. De unierede ville derimod forene det latinske udgangspunkt med de aktuelle forhold i Transsylvanien, hvorfor de især beskæftigede sig med det rumænske sprog og den rumænske grammatik. Det rumænske sprog og den rumænske historie skulle jo formidles til deres landsmænd i Transsylvanien. De lagde meget vægt på ikke at presse såkaldt ”vestlige” holdninger ned over befolkningen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig