Demokratiske Republik Congo - historie

Artikelstart

Op mod en million år gamle spor af mennesker er fundet flere steder i Congo, bl.a. ved Lake Albert. Området var beboet af pygmæer, da bantufolk fra omkring Kristi fødsel indvandrede fra nord. Fra 1400-tallet opstod flere store bantusprogede riger; i 1482 nåede portugiseren Diogo Cão som første europæer Congoflodens munding og fandt her Kongoriget, og senere opdagelsesrejsende fandt flere kongedømmer i landets indre, bl.a. Lundariget og Lubariget.

De europæiske opdagelsesrejser blev indledningen til en omfattende udnyttelse af området, ikke mindst af portugisiske og hollandske slavehandlere. Congoflodens delta blev et centrum for slaveeksport. Henry Morton Stanley udforskede området for Belgiens kong Leopold 2., og i 1885 blev det under navnet Congo Fristaten anerkendt som kongens personlige ejendom. Bl.a. den gummiproduktion, som nu blev kraftigt udvidet, skete ved brug af tvangsarbejdere og med grusomme følger for Congos befolkning.

Leopold blev internationalt fordømt og måtte i 1908 afgive området til den belgiske stat. Under navnet Belgisk Congo blev det en koloni, og udvinding af kobber i Katanga (Shabaprovinsen) blev nu Belgiens økonomiske hovedinteresse i Congo. De groveste overgreb ophørte, men styret forblev grundlæggende uforandret indtil 1950'erne. Uddannelsesvæsenet blev overladt til katolske missionærer, og congoleserne fik ingen indflydelse på koloniadministrationen. Alligevel opstod der efterhånden en uddannet indfødt elite, og herfra kom de kulturelle og nationalistiske ledere, som i 1950'erne dannede de første politiske partier og stod bag kravet om selvstændighed.

I 1958 dannede Patrice Lumumba Mouvement national congolais (MNC), som fik bred opbakning i fire af koloniens seks provinser. Andre selvstændighedsbevægelser var enten etnisk eller regionalt baserede. Et oprør i Leopoldville (nuværende Kinshasa) i 1959 fremskyndede selvstændigheden, og den 30. juni 1960 udråbtes Republikken Congo med Joseph Kasavubu som præsident og Lumumba som premierminister. Politisk var landet imidlertid splittet; få dage efter selvstændigheden gjorde hæren oprør, og belgierne flygtede ud af landet. Situationen blev mere kaotisk, da den kobberrige provins Katanga under Moïse Tshombes ledelse og med støtte fra belgiske mineselskaber samtidig løsrev sig, hvormed Congokrisen var en realitet. Belgiens militære indblanding fik Lumumba til at anmode FN om hjælp, og 10.000 FN-soldater blev sendt til landet.

FN's usikkerhed og splittelsen mellem Kasavubu og Lumumba, som også søgte sovjetisk støtte, fik i september hæren til at gennemføre et kup under ledelse af værnschefen Mobutu Sese Seko. Kasavubu blev genindsat, mens Lumumba flygtede. Militæret fangede ham senere, og året efter blev han myrdet i Katanga. Krisen fortsatte imidlertid; først i 1963 havde FN-tropperne nedkæmpet Katangas styrker. Året efter forlod FN landet, og Tshombe blev premierminister, men først i 1965 havde regeringen fået kontrol over hele landet.

Splittelse mellem Tshombe og præsident Kasavubu gav Mobutu anledning til med amerikansk og belgisk støtte at gennemføre endnu et militærkup, men denne gang beholdt han magten og indledte et langvarigt diktatur. Han iværksatte en omfattende afrikaniseringskampagne, hvor europæiske navne blev erstattet med afrikanske; bl.a. blev Congo i 1971 omdøbt til Zaire. En nationaliseringskampagne samme år fik katastrofale følger for landets økonomi, hvilket sammen med militære nederlag til MPLA-styret i Angola og oprørsstyrker i Katanga svækkede diktaturet. Mobutu blev derfor stærkt afhængig af den støtte, som han fik fra især Frankrig, Belgien og USA trods styrets grove menneskerettighedskrænkelser. Korruption og dårlig administration uddybede den økonomiske krise; men samtidig med forarmelsen af befolkningen opbyggede Mobutu med offentlige midler en enorm personlig formue.

Efter pres indledte Mobutu i 1990 en demokratiseringsproces. Oppositionspartier blev tilladt, men forfølgelsen af politiske modstandere fortsatte, og de lovede valg blev aldrig afholdt. Mobutu blev stadig mere upopulær, og især i landets østlige del voksede urolighederne. Stridighederne her stod især mellem regeringsstøttede hutugrupper og tutsier, der blev støttet af først og fremmest Uganda og Rwanda. En række af Østzaires oprørsgrupper forenedes i 1996 i bevægelsen AFDL med tutsigruppen banyamulenge som den mest slagkraftige. Med støtte fra Rwanda og Uganda fik AFDL hurtigt kontrol med den østlige del af landet, og efter forbavsende hurtige fremskridt kunne oprørsstyrkerne erobre Kinshasa i maj 1997. Den sygdomssvækkede Mobutu gik i eksil, og AFDL-lederen Laurent Kabila, der i årevis havde stået i spidsen for en mindre oprørsbevægelse i Katanga-området, blev indsat som ny præsident.

Kabila omdøbte Zaire til Den Demokratiske Republik Congo. Magtskiftet bragte dog ikke republikken nærmere fred, og menneskerettighedssituationen forbedredes ikke. Da Kabila i august 1998 besluttede at smide de rwandiske tropper, som havde hjulpet ham til magten, ud af landet, udbrød nye konflikter mellem på den ene side østlige oprørsbevægelser stærkt støttet af rwandiske og ugandiske tropper og på den anden side den congolesiske hær støttet af Angola, Zimbabwe og Namibia. Efter stadig mere intensive stridigheder, der ofte drejede sig om kontrollen over Den Demokratiske Republik Congos rige naturresurser, underskrev alle involverede parter efter internationalt pres Lusaka-aftalen i juli 1999. Trods mæglingsbestræbelser fra især FN og Sydafrika blev aftalens bestemmelser om tilbagetrækning af fremmede tropper aldrig ført ud i livet. Konfliktens internationale og komplicerede karakter har medført betegnelsen "Afrikas første verdenskrig". Da Kabila i januar 2001 blev dræbt ved et attentat, overgik magten til hans søn Joseph Kabila. Med Sikkerhedsrådets mellemkomst blev der indgået en ny aftale, der især skulle sikre tilbagetrækning af fremmede tropper, men trods visse fremskridt fortsatte urolighederne. Det vurderes, at borgerkrigen har kostet omkring 6 mio. mennesker livet.

I 2012 indtog en oprørsbevægelse, der kalder sig M23 og støttes af Rwanda, byen Goma; målet var at fjerne Kabila fra posten. Senere samme år overgav de dog byen til FN-styrker og trak sig fra byen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig