Democratic Unionist Party

Democratic Unionist Party er et politisk parti i Nordirland. Det har siden 2003 været det største nordirske unionistparti. Partiets leder er Arlene Foster, der også er Nordirlands førsteminister.

Faktaboks

også kendt som:

DUP

Partiet ønsker at bevare en tæt tilknytning mellem Nordirland og Storbritannien. Derfor får partiet de fleste af dets stemmer, både ved valg til den nordirske selvstyreforsamling og ved valg af medlemmer til parlamentet i London, fra den protestantiske befolkningsgruppe i Nordirland.

Democratic Unionist Party går ind for Storbritanniens udtræden af EU, Brexit, men ønsker samtidig, at grænsen mellem Republikken Irland og Nordirland skal forblive helt åben efter Storbritanniens udtræde af EU. Partiet står endvidere på et stærkt konservativt værdigrundlag i sociale spørgsmål, herunder modstand mod kvinders ret til fri abort og homoseksuelle ægteskaber.

Efter det britiske parlamentsvalg i juni 2017, hvor DUP vandt 10 pladser i Underhuset, kom partiet til at udgøre en vigtig del af det parlamentariske grundlag for den konservative regering. Men efter Boris Johnsons massive valgsejr i december 2019 endte Democratic Unionist Party i en position uden indflydelse i parlamentet i London.

Partiet blev grundlagt i 1970 af den antikatolske presbyterianske præst Ian Paisley i protest mod det mere moderate Ulster Unionist Party (UUP). DUP var i 1998 modstander af Langfredagsaftalen, men indgik i 2006 den såkaldte St. Andrews-aftale, som førte til genoprettelsen af det nordirske hjemmestyre i maj 2007. DUP har siden dannet regering sammen med det republikansk-nationalistiske parti Sinn Féin.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig