Delfterfajance

Delfterfajance. Flisebillede, udført i Delft 1720-25. Kunstindustrimuseet. Det er sammensat af 104 fliser, som hver måler 12,8 cm × 12,8 cm.

.

Delfterfajance, hollandsk fajance, fremstillet i byen Delft. Fra 1500-tallet blev der produceret fajance i Holland, og værkstederne i Delft var førende fra midten af 1600-tallet til ca. 1725.

Den store produktion af prydgenstande, bl.a. vasesæt og særlige vaser til tulipaner, var i det væsentlige baseret på europæiske former i keramik og metal, som blev dekoreret med bl.a. landskaber og genrescener eller ornamenter efter stik af Jean Berain o.a., samt på østasiatisk porcelæn, som Holland importerede i store mængder; dekorationen var overvejende blå på hvid bund, men også andre farver og forgyldninger blev anvendt.

Der blev tillige fremstillet fliser, både større og mindre, baseret på samtidens billedkunst og ofte sammensat til vægdekorationer. Blandt de betydeligste fabriksledere og kunstnere ved de ca. 25 værksteder i blomstringstiden var L. og S. van Eenhoorn (hhv. d. 1685 og 1651-1721), R.J. Hoppesteyn (d. 1692) og F. van Frijtom, der var aktiv i Delft 1658-1702.

Efter ca. 1725 fortsatte produktionen i nogle få værksteder, efter 1858 kun i "De porceleyne Fles", der 1919 fik prædikatet "koninklijk".

Vor tids produktion er i gammel stil. Betegnelsen Delft(ware) bruges ofte, navnlig i Storbritannien, om fajance i almindelighed.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig