Dekabristopstanden, adelig opstand i Sankt Petersborg mod selvherskerdømmet (zarismen) 26. december 1825, kort tid efter Aleksander 1.s død.

Faktaboks

Etymologi
I ordet Dekabristopstanden kommer 1. led af russisk dekabr 'december'.

Opstanden blev gennemført af en gruppe højtuddannede revolutionære officerer. Med i forberedelserne var foruden disse også digtere og andre kulturpersonligheder.

Med udgangspunkt i en række hemmelige selskaber, som hentede deres idealer i Den Franske Revolutions og i Napoleonstidens frihedstanker og antifeudale tankeverden, var oprørerne generelt enige om at ophæve livegenskabet; derimod var de fx uenige om den fremtidige statsform.

Det ret amatøragtige oprør blev imidlertid hurtigt slået ned, fem af dets ledere henrettedes, og mange andre blev dømt til straffearbejde eller til eksil i Sibirien.

Dekabristopstanden har spillet en stor rolle i den russiske, især den marxistiske revolutionsideologi; Lenin så den som den første (den adelige) fase af en revolutionær russisk tradition, der kulminerede med Oktoberrevolutionen 1917.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig