Dejbjerg Plantage, plantage øst for Dejbjerg, 7 km nordvest for Skjern. Plantagen er tilplantet af Hedeselskabet, og den sydlige del, ca. 400 ha, blev plantet 1903-15 af tugthusfanger. Volden omkring fangekolonien ses endnu i underskoven i nærheden af Letagerhus. Et stykke hede er bevaret omkring et monument for Hedeselskabets grundlægger, Enrico Dalgas, rejst 1898. På den fredede Troldbanke i plantagens østrand er der spor af ca. 2000 år gamle jernalderagre, der på brinken ser ud som terrassekanter. I alt 89 ha hede omkring plantagen er fredet.

Faktaboks

Etymologi

Stednavnet Dejbjerg kendes fra ca. 1325 i formen Døthbyerg 'de dødes bakke'.

I 2011 er der på et 10 ha stort areal udsat en flok vildheste med henblik på naturpleje. Hestene er af racen exmoor pony og stammer fra Sydengland. De kommer fra en bestand oprindelig fra Tærø mellem Sjælland og Møn hvorfra de i 2003 blev overført til et område på Sydlangeland.

Umiddelbart øst for plantagen ligger museumsområdet Dejbjerg Jernalder – bl.a. om Dejbjergvognene fra jernalderen, fundet i 1880'erne i Dejbjerg Præstegårdsmose – og museumsmøllen Bundsbæk Mølle.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig