Deir al-Medina

Deir al-Medina, (arab. 'byklosteret'), landsby i en ørkendal på Nilens vestbred over for Luxor i det sydlige Egypten. De arbejdere, der 1500-1100 f.Kr. byggede gravene i Kongernes Dal, havde deres embedsboliger her. Byen rummede op til 70 familier, som boede i rækkehuse på ca. 3 m×15 m. Umiddelbart uden for bymuren lå familiernes grave og landsbyens templer.

Gravene i Kongernes Dal er klippegrave, og byggemandskabet bestod af specialister inden for mange forskellige håndværk: stenhuggere, stukkatører, tegnere, malere osv. Drenge gik til hånde ved arbejdet og lærte på den måde håndværket. De lærte desuden at skrive, så de blev i stand til at dekorere gravenes vægge med religiøse tekster. Arbejderne, der stod direkte i kongens og vesirens, hans næstkommanderendes, tjeneste, var delt i to hold under ledelse af en formand og en skriver. Deres arbejdsdag var på otte timer med middagspause, og fri- og festdage var der så mange af, at de kun arbejdede halvdelen af årets dage. Den faste månedsløn bestod af naturalier, først og fremmest emmerhvede til brød og byg til øl, og kunne brødføde en familie på otte til ti personer.

Arbejderne kunne skaffe sig ekstra indtægter ved privat arbejde i fritiden, og nogle ejede jord. De var frie og selvstændige, og da mandskabet i Ramses 3.s 29. regeringsår, ca. 1160 f.Kr., ikke fik deres løn til tiden, strejkede de og gik i demonstration med deres familier, sandsynligvis fordi de manglede mad. Kornpriserne, der ellers havde ligget fast, steg nemlig på det tidspunkt.