Debrecen, by i Østungarn, Ungarns næststørste by (efter Budapest); 208.000 indb. (2011). Byen er administrationscenter for amtet (megye) Hajdú-Bihar og har bl.a. produktion af landbrugsmaskiner, medicinalvarer, tekstiler og konserves. Debrecen fik byprivilegium i 1360. Under navnet "Calvinisternes Rom" var byen hovedsæde for Reformationen i 1500-t.s Ungarn. Kun calvinister måtte bosætte sig i Debrecen. En reformert højskole fra 1552 fik universitetsstatus i 1912 (Lajos Kossuth-universitetet). Flere opstande mod habsburgerne i 1600- og 1700-t. blev organiseret fra Debrecen.

Under Frihedskrigen 1848-49 havde oprørslederen Lajos Kossuth i en periode sin eksilregering i Debrecen, hvor han den 14. april 1849 erklærede Ungarn for selvstændigt. Oprøret blev knust senere på året med russisk hjælp, men "ånden fra 49" er stadig forbundet med Debrecen. I slutningen af 2. Verdenskrig nedsattes her den første provisoriske ungarske regering, efter at byen var blevet befriet af sovjetiske tropper.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig