Dubnium, tidl. Joliotium, unnilpentium, grundstof nr. 105; atomtegn Db. I 1970 meddelte fysikere fra forskerbyen Dubna i USSR og fysikere fra Berkeley uafhængigt af hinanden, at de havde fremstillet grundstoffet.

Egenskaber
Nummer 105
Atomtegn Db
Navn dubnium
Relativ atommasse 262,11 (262Db)
Densitet ukendt
Smeltepunkt ukendt
Kogepunkt ukendt
Opdagelse 1967 (forskergruppe i Dubna, USSR)

Russerne foreslog navnet nielsbohrium (Ns), amerikanerne hahnium (Ha). Navnet joliotium blev indført i 1994 af IUPAC, men også dette mødte indsigelser. I 1997 besluttede IUPAC, at grundstof nr. 105 skulle betegnes dubnium med atomtegnet Db. Samtidig blev grundstof nr. 104 omdøbt fra dubnium til rutherfordium.

Stoffet dannes i uhyre små mængder ved kernereaktionen: 249Cf + 15N → 260Db + 4 1n og lignende reaktioner. På trods af isotopernes korte halveringstid lykkedes det i 1988 at vise, at dubnium har kemiske egenskaber, der placerer det i det periodiske systems 5. gruppe. Se også transuraner.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig