David Miliband

Faktaboks

David Miliband
Født
15. juli 1965

David Miliband. Foto fra 2009.

.

Artikelstart

David Miliband, David Wright Miliband, f. 15.7.1965, britisk politiker, udenrigsminister 2007-10. Miliband læste filosofi, politik og økonomi ved Oxford University og indledte sin karriere som politisk rådgiver i organisationer og tænketanke. I 1994 blev han knyttet til Tony Blairs stab og efter Labourpartiets valgsejr i 1997 blev han leder af Blairs politiske sekretariat i Downing Street. Ved valget i 2001 blev han indvalgt i Underhuset for Labour og havde fra 2002 kabinetsposter, fra som 2006 miljø- og landbrugsminister. Gordon Brown valgte ved sin tiltræden som premierminister i juni 2007 at gøre Miliband til udenrigsminster. Miliband søgte som udenrigsminister bl.a.at bringe klimapolitik på den internationale dagsorden, ikke mindst inden for EU.

Sidst i 2007 blev Gordon Browns lederevner i stigende grad genstand for offentlig kritik, og Miliband blev nævnt som en mulig afløser på premierministerposten. Mange partimedlemmer frygtede dog ny intern splid i Labour, og Miliband afstod fra at udfordre Brown direkte. Miliband var kandidat som partileder efter Browns afgang i 2010, men måtte se sig slået med lige godt 1% af stemmerne af sin lillebror, Ed Miliband.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig