Faktaboks

David Harvey
Født
1935

David Harvey, f. 1935, britisk kulturgeograf, professor ved Johns Hopkins University i Baltimore, USA. David Harvey skrev i 1969 en samlet fremstilling af geografifaget som en logisk empiristisk og kvantitativ videnskab. Kort efter blev han meget kritisk over for denne neopositivistiske videnskabsopfattelse og blev en af foregangsmændene i den såkaldte radikale geografi. Her gøres der op med opfattelsen af videnskabens neutralitet, og kulturgeografi formuleres som et etisk engageret studium af sociale geografiske uligheder.

Selv har Harvey arbejdet med de indbyggede geografiske ubalancer i det kapitalistiske system og med bygeografiske emner. Hans arbejder, der har haft stor international betydning, er såvel abstrakt teoretiske som konkret empiriske.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig