David Beaton, ca. 1494-1546, skotsk kirkemand og politiker. Beaton blev uddannet i St. Andrews og Glasgow og studerede senere flere år i Paris. Under Jakob 5. af Skotland virkede han som diplomat i Frankrig og England. I 1538 blev han kardinal, og året efter efterfulgte han sin farbror som ærkebiskop af St. Andrews. Som svoren tilhænger af den traditionelle alliance med Frankrig bekæmpede han bittert det engelskorienterede og protestantisk orienterede parti, der voksede frem i 1540'erne. Beaton iværksatte en forfølgelse af protestanterne, der kulminerede i henrettelsen af reformatoren George Wishart, hvorefter nogle protestantiske adelsmænd sneg sig ind i Beatons slot og myrdede ham.