Daruma er en populær japansk dukke uden arme og ben, som forestiller zenpatriarken Bodhidharma, hvis lemmer visnede bort efter ni års meditation i en bjerghule. Dukken er lavet af rød papmaché med plads til at male to store øjne på. Har man et ønske, maler man det ene øje; når ønsket er gået i opfyldelse, maler man det andet. Dukken er en tumling, der automatisk rejser sig op efter at være blevet skubbet til. Dermed repræsenterer den et ideal i japansk etik.