Danmarks Lærerforening er en faglig organisation for børnehaveklasseledere, lærere og skoleledere i den offentlige skole. DLF har cirka 82.000 medlemmer (2023) inklusive studerende og pensionister, hvoraf ca. 70% er kvinder blandt de aktive medlemmer. DLF organiserer ikke ansatte på privatskoler, fri- og efterskoler.

Faktaboks

Også kendt som

DLF

Foreningens formål har i det væsentlige været uændret siden stiftelsen i 1874. De er i dag formuleret som: "at varetage medlemmernes pædagogiske, økonomiske og tjenstlige interesser, at styrke sammenholdet og at virke for udvikling af folkeskolen og de øvrige områder, medlemmerne beskæftiges ved."

De omfattende ændringer både på det faglige og ansættelsesmæssige område har siden 1970'erne givet anledning til, at en del af medlemmerne har krævet en skærpet holdning over for arbejdsgiversiden. Det sås tydeligt i 2013, hvor overenskomstforhandlingerne brød sammen, og arbejdsgiverne derefter lockoutede lærerne. Det førte til et lovgivningsindgreb i april 2013 med efterfølgende stor frustration blandt lærerne, da indgrebet ændrede deres arbejdsvilkår, herunder især arbejdstidsregler.

Danmarks Lærerforening har, som andre faglige organisationer, løbende været med til at præge lovgivningen vedrørende folkeskolen og lærernes uddannelse gennem deltagelse i samfundsdebatten og gennem medlemskab af politisk nedsatte udvalg og kommissioner.

Foreningen udsender hver fjortende dag, med undtagelse af juli, medlemsbladet Folkeskolen.

Lærerne overgik i 1993 fra at være statstjenestemænd til kommunal ansættelse. Næsten alle ansættelser er siden da sket på overenskomstvilkår. DLF er medlem af Lærernes Centralorganisation og FH.

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig