Danmarks Akkrediteringsinstitution

Danmarks Akkrediteringsinstitution, AI, uafhængig statslig institution under Uddannelses- og Forskningsministeriet. Institutionen blev oprettet i 2007 som ACE Denmark, der varetog akkreditering af universitetsuddannelser, mens Danmarks Evalueringsinstitut varetog akkreditering af professions- og erhvervsrettede videregående uddannelser. I 2013 blev akkrediteringsopgaven for alle videregående uddannelser og uddannelsesinstitutioner samlet i Danmarks Akkrediteringsinstitution.

Akkrediteringsinstitutionen har til formål at sikre kvalitet og relevans på det videregående uddannelsesområde gennem akkrediteringer af uddannelser, udbud og uddannelsesinstitutioner. Både uddannelses- og institutionsakkrediteringer sker i samarbejde med et ekspertpanel og munder ud i en akkrediteringsrapport, der afdækker kvalitet, kvalitetssikring og relevans på uddannelsen eller institutionen. Herefter træffer Akkrediteringsrådet afgørelse om akkreditering på baggrund af rapporten som selvstændig enhed og beslutningsmyndighed. Alle afgørelser er offentligt tilgængelige på rådets hjemmeside.

Sideløbende med akkrediteringsopgaven samler og formidler Danmarks Akkrediteringsinstitution viden om udvikling og sikring af uddannelseskvalitet via analyseprojekter. Projekterne bygger på nationale og internationale erfaringer fra det videregående uddannelsesområde.

Danmarks Akkrediteringsinstitutions hjemmeside

Akkrediteringsrådets hjemmeside

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig