Søtransport er en vigtig del af dansk eksport. Containerskibet Mogens Mærsk er 399 m langt og har kapacitet til over 20500 20 fods containere (2020), af /Biofoto/Ritzau Scanpix. Begrænset anvendelse

Danmarks økonomi

Den danske arbejdsstyrke er veluddannet. Her ses elever på grundforløbet til smedeuddannelsen på Cph West, en stor erhvervsskole på vestegnen (2013).

Cph West
Af /Ritzau Scanpix.

Danmarks økonomi er den samlede mængde af de økonomiske aktiviteter af alle slags der finder sted i Danmark. Danmarks økonomi er kendetegnet ved en høj materiel levestandard, som skyldes en høj beskæftigelse, en veluddannet arbejdsstyrke og et udbygget kapitalapparat (maskiner og andet materiel). Det meste af beskæftigelsen og produktionen finder sted i serviceerhvervene. Udenrigshandelen spiller en meget stor rolle for den danske samfundsøkonomi.

Det danske arbejdsmarked er præget af kollektive aftaler, hyppige jobskifter og en relativt lille statslig indblanding. De seneste årtier har den økonomiske politik været indrettet på at forbedre de langsigtede økonomiske strukturer. Det har afhjulpet de tidligere dominerende balanceproblemer i dansk økonomi: Modsat tidlgere er den strukturelle ledighed og inflationen (prisstigningerne) i dag lave, opsparingen høj og de offentlige finanser robuste overfor de kommende demografiske ændringer. Pengepolitikken, der udføres af Danmarks Nationalbank, er indrettet på at opretholde et fast kursforhold mellem kronen og euroen, mens finanspolitikken, der udføres af regeringen, anvendes til at stabilisere udsvingene i økonomien, så ledigheden ikke ændrer sig for meget over tid.

Erhvervsstruktur og arbejdsmarked

Sammenlignet med andre lande er en stor andel af befolkningen i beskæftigelse. Lidt mere end tre fjerdedele af de 15-64-årige havde et arbejde i 2018, 7 procentpoint mere end gennemsnittet i EU. Det skyldes ikke mindst, at kvindernes erhvervsdeltagelse er høj og, at arbejdsløsheden er relativt lav i Danmark. Ca. 80 procent af de beskæftigede arbejder i servicesektoren. 10 procent arbejder i industrien, 2,5 procent i landbrug o.l., og resten indenfor bygge- og anlæg eller i forsyningsvirksomheder.

Den danske arbejdsmarkedsmodel er præget af en høj organisationsgrad, og kollektive overenskomster spiller en stor rolle både for løndannelsen og mange andre arbejdsmarkedsforhold. Det danske pensionssystem er således i høj grad bestemt via overenskomster. Statens lovgivning spiller derfor også en mindre rolle på arbejdsmarkedet. Danmark har eksempelvis modsat USA og de fleste vesteuropæiske lande ingen lovfæstede minimumslønninger. Dog spiller trepartsforhandlinger, hvor regeringen og arbejdsmarkedets parter i fællesskab træffer beslutninger, lejlighedsvis en vigtig rolle i den samfundsøkonomiske udvikling.

Flexicurity-princippet er karakteristisk for det danske arbejdsmarked. Det dækker over en kombination af relativt nem og hurtig adgang for de ledige til arbejdsløshedsdagpenge, som for lavtlønnede desuden er relativt høje ("security"), og nem adgang for virksomhederne til at afskedige medarbejdere ("flexibility"). Sammen med en aktiv arbejdsmarkedspolitik bidrager det til at den danske strukturelle ledighed (ledigheden i en konjunkturneutral situation) er ret lav. I 2018 var bruttoledigheden på 3,8 procent.

Udenrigshandel, valuta og pengepolitik

Danmarks eksport udgjorde i 2018 55 procent af bruttonationalproduktet (BNP), mens importen udgjorde 49 procent. Den danske udenrigshandel er dermed en meget vigtig bestanddel af den samlede samfundsøkonomi, og betydningen har været stigende igennem hele efterkrigstiden. Som en lille åben økonomi er Danmark meget afhængig af den økonomiske udvikling hos vores samhandelspartnere. Danmark har traditionelt ført en frihandelsorienteret linje i internationale samarbejdsorganisationer som EU, OECD og WTO.

Knap to tredjedele af såvel eksporten som importen består af varer, mens resten er tjenester. Af varer eksporterer Danmark især maskiner, fødevarer samt kemikalier og beslægtede produkter som medicin. Søtransport, turisme og konsulentydelser er de vigtigste eksporttjenester.

Danmark har i næsten hele perioden siden 2. verdenskrig ført fastkurspolitik. Siden 1999 har valutakursen været defineret i forhold til euroen som fastlagt i valutakursmekanismen ERM II. Danmarks Nationalbanks pengepolitik er som følge heraf koncentreret om at fastholde det aftalte kursforhold. Det gøres dels ved at købe og sælge fremmed valuta og dels ved at justere Nationalbankens renter i forhold til Den Europæiske Centralbank ECB’s renteniveau. Danmark er i 2020 det eneste OECD-medlemsland med egen valuta der fører fastkurspolitik. Som følge af det faldende internationale renteniveau har Nationalbankens udlånsrente siden 2015 været praktisk taget 0, og bankens indlånsrente har været negativ siden 2014.

Offentlige finanser og økonomisk politik

Såvel de offentlige udgifter som skatteindtægterne ligger på et relativt højt niveau i Danmark. I 2018 udgjorde både udgifterne og de samlede indtægter lidt over halvdelen af BNP. Siden 2017 har der været overskud på den offentlige saldo. I 2019 var overskuddet på 3,7 procent af BNP, hvilket var det største i EU. Den offentlige nettogæld (dvs. staten og kommunernes gæld minus deres tilgodehavender) blev i 2018 afløst af en offentlig nettoformue, der ved udgangen af 2019 udgjorde 6,2 pct. af BNP.

Den økonomiske politik er baseret på opretholdelse af fastkurspolitikken, hvor finanspolitikkens rolle er at stabilisere økonomiens konjunkturudsving. Samtidig er der stor opmærksomhed på at sikre sunde strukturer med en høj andel af befolkningen i beskæftigelse, gode konkurrenceforhold og sunde langsigtede offentlige finanser. Finanspolitikken har dermed i dag et meget mere langsigtet fokus end den havde før 2000.

Den økonomiske udvikling siden anden verdenskrig

Udvikling i inflationen i Danmark 1945-2019.
Inflation i Danmark
Af .

De første årtier efter krigen

I det første årti efter 2. verdenskrig var Danmarks økonomi præget af Marshallhjælp og en større integration i verdensøkonomien, men også af forsyningsproblemer og høj arbejdsløshed. I slutningen af 1950’erne indledtes en langvarig højkonjunktur med en meget kraftig velstandsstigning. 1960’erne blev årtiet med den højeste målte økonomiske vækst nogensinde. I løbet af årtiet begyndte inflationen også at stige, og Danmark oparbejdede udlandsgæld som følge af vedvarende underskud på betalingsbalancen fra 1963.

Krisetider i 1970'erne

De gode tider blev i 1973 afløst af en oliekrise, der på én gang medførte stigende arbejdsløshed og inflation (såkaldt stagflation). I resten af årtiet forsøgte skiftende regeringer ved hjælp af bl.a. indkomstpolitik og gentagne devalueringer af kronen at styre økonomien, men med begrænset succes. Da den anden oliekrise indtraf omkring 1980, udløste det en ny lavkonjunktur der understregede dansk økonomis store balanceproblemer: Der var på én gang høj ledighed, høj inflation, underskud på betalingsbalancens løbende poster og efterhånden en betydelig offentlig gæld.

Genopretning

Da Poul Schlüter tiltrådte som statsminister i 1982, omlagde han den økonomiske politik, bl.a. for at bekæmpe inflationen (1982).
Poul Schlüter
Af /Ritzau Scanpix.

Poul Schlüters regering tiltrådte i 1982 og omlagde den økonomiske politik. Den fik nu et mere langsigtet perspektiv. Man forsøgte at løse grundlæggende strukturer, og i den næste årrække gennemførte man strukturelle reformer på vigtige samfundsøkonomiske områder. Man indførte en konsekvent fastkurspolitik, og man afskaffede den automatiske regulering af lønningerne i takt med prisstigningerne. Den havde indtil da været indbygget i de fleste overenskomster. Den nye politik skulle bekæmpe inflationen.

De lavere lønstigninger forbedrede også konkurrenceevnen og dermed eksporten, hvilket gavnede beskæftigelsen og betalingsbalancen. Resultatet blev en ny højkonjunktur i 1983-1986. Men den faldende ledighed medførte overophedning på arbejdsmarkedet, hvor overenskomsterne i 1985 medførte meget store lønstigninger. I 1986 fik Danmark sit største betalingsbalanceunderskud nogensinde. Det fik regeringen til at indlede en stram økonomisk politik med den såkaldte kartoffelkur. Det blev starten på en langvarig lavkonjunktur i årene 1987-1993, som man har kaldt”de syv magre år”. Ledigheden steg til sit højeste niveau efter 2. verdenskrig, da den nåede 12,4 procent i 1993.

Fra underskud til overskud på betalingsbalancen

Betalingsbalancens løbende poster er lig med et lands opsparing fratrukket dets investeringer. Når Danmark i 1963-1989 havde underskud her, skyldtes det altså at investeringerne i det danske kapitalapparat var højere end danskernes private og offentlige opsparing. De syv magre år medførte at investeringerne faldt kraftigt, og i 1990 opnåede Danmark for første gang i næsten 30 år et betalingsbalanceoverskud. Prisen var en længere periode med lavvækst, dels under selve lavkonjunkturen og dels senere i form af et mindre kapitalapparat. I samme periode lagde to andre begivenheder grunden til en markant større privat opsparing i Danmark: I 1987 beskar en skattereform det høje danske rentefradrag og gjorde det dermed dyrere for private at låne penge. I de næste årtier er flere senere skattereformer fortsat i dette spor og har dermed reduceret subsidiet til gældsætning, som rentefradraget er udtryk for, betydeligt. Og i starten af 1990’erne blev der efter trepartsforhandlinger påbegyndt en markant udvidelse af den obligatoriske pensionsopsparing på arbejdsmarkedet. Begge ændringer har permanent forøget danskernes opsparing og bidraget til at Danmark siden 1990 bortset fra 1998 har haft overskud på betalingsbalancen hvert eneste år. Landet er gået fra at have stor udlandsgæld til i 2019 at have en udlandsformue der udgør knap 80 procent af BNP.

1990'erne: Kickstart, pinsepakke, aktiv arbejdsmarkedspolitik og ØMU-diskussion

Som finansminister 1993-2000 i Poul Nyrup Rasmussens skiftende S-ledede regeringer spillede Mogens Lykketoft (S) en vigtig rolle i reformpolitikken (2000).
Mogens Lykketoft
Af /Ritzau Scanpix.

Med regeringen Poul Nyrup Rasmussens tiltræden i 1993 skiftede konjunkturpolitikken, idet man med en ekspansiv finanspolitik, den såkaldte kickstart, aktivt stimulerede samfundsøkonomien. Et rentefald og forbedrede muligheder for at belåne ejerboliger fremmede også det økonomiske opsving der prægede midten af 1990’erne. Efter nogle år blev finanspolitikken igen strammet i 1998 med den såkaldte pinsepakke for at undgå en overophedning af økonomien. Samtidig fortsatte man med strukturreformer. I 1995 påbegyndtes den aktive arbejdsmarkedspolitik der er blevet fortsat siden som en hjørnesten i beskæftigelsespolitikken. En række ændringer over årene i reglerne for dagpenge og kontanthjælp og aktiveringsregler for arbejdsløse har bidraget til at formindske den strukturelle ledighed til et stabilt lavt niveau.

1990’erne var desuden præget af en diskussion om Danmark skulle udskifte kronen med den nye europæiske valuta euroen. Et stort folketingsflertal ønskede deltagelse i den europæiske møntunion, men ved en folkeafstemning i 2000 blev forslaget forkastet med 53 procent af stemmerne imod.

Udfordringer for finanspolitikkens holdbarhed

Omkring årtusindskiftet var de traditionelle balanceproblemer i høj grad løst: Inflationen var faldet til et stabilt niveau på omkring 2 procent, den stigende gældsætning til udlandet var afløst af en stigende opsparing i udenlandske aktiver, ledigheden var faldet til lidt over 5 procent, og på grund af den generelt sundere samfundsøkonomi var den offentlige gæld også faldende. Samtidig blev man imidlertid opmærksom på et nyt mere langsigtet problem: Den demografiske udvikling med stigende middellevetid og dermed flere ældre ville medføre et stort pres på de offentlige finanser i de kommende årtier. Udsigterne blev forstærket af at de store efterkrigsårgange i en periode ville blive afløst af små årgange på arbejdsmarkedet. Finanspolitikken var dermed ifølge beregninger ikke holdbar på længere sigt. Spørgsmålet om finanspolitisk holdbarhed blev dermed en af de vigtigste samfundsøkonomiske problemstillinger i det følgende årti. Fra omkring 2000 begyndte man regelmæssigt at lave beregninger heraf, og regeringens økonomiske politik blev fremover formuleret i form af mellemfristede planer som 2010-planen, 2015-planen osv. Der kom dermed et meget langsigtet fokus på konsekvenserne af den økonomiske politik. Især med vedtagelsen af den såkaldte velfærdsaftale i 2006 blev de langsigtede finanspolitiske udsigter efterhånden forbedret. Det vigtigste element i velfærdsaftalen var at man indførte et princip om at aldersgrænsen for tildelingen af efterløn og folkepension fremover skulle stige i takt med levealderen.

Finanskrisens optakt og efterveer

I 2001-2003 blev Danmark ramt af en international lavkonjunktur fremkaldt af et stort kursfald på det amerikanske aktiemarked (IT-boblen). Den var dog betydelig mildere end både den foregående og den følgende økonomiske krise. 2004-2007 var omvendt en højvækstperiode hvor den økonomiske politik set i bakspejlet var for lempelig, hvilket især satte sig i uholdbare stigninger i boligpriserne. Det medvirkede til, at finanskrisen, som startede i 2008, kom til at ramme Danmark relativt hårdt. Ledigheden steg fra under 3 til 6 procent i 2010 og igen i 2012, hvor landet blev ramt af efterdønningerne af statsgældskrisen blandt ØMU-landene, der blev udløst af mistillid til at især den græske stat kunne overholde sine gældsforpligtelser.

Krisen medførte udsigt til et underskud på den offentlige saldo i 2010 der var i konflikt med EU’s regler. Det udløste en henstilling fra EU-Kommissionen om en strukturel forbedring. Den såkaldte genopretningspakke vedtaget i 2010 medførte bl.a. et fald i det offentlige forbrug og en række overførselsindkomster og udskydelse af nogle skattelettelser. I 2011 blev vedtaget en tilbagetrækningsaftale der fremskyndede dele af velfærdsaftalens indeksering af folkepensionsalderen og beskar efterlønsordningen. Bl.a. disse tiltag medførte at Danmarks finanspolitik fra omkring 2012 normalt vurderes at være holdbar også i lyset af de kommende demografiske ændringer. En ny budgetlov blev vedtaget i 2013 der bl.a. fastsatte, at underskuddet på den strukturelle offentlige saldo aldrig må overstige 0,5 procent af BNP. Siden har især en beskeden udvikling i det offentlige forbrug i forhold til BNP medført en yderligere forbedring af de langsigtede udsigter for de offentlige finanser.

Nye udfordringer på dagsordenen

I takt med at behovet for at fremtidssikre de offentlige finanser foreløbig virker opfyldt, er nye strukturelle problemstillinger opstået i den økonomisk-politiske debat i Danmark ved siden af den løbende opmærksomhed på at afpasse de mere kortfristede politiske tiltag med konjunkturerne. Finanskrisen afslørede at der var behov for bedre regulering af den finansielle sektor. Det har medført vedtagelsen af en række krav til især bankernes risikostyring. Det har også vakt stigende opmærksomhed igennem 2010’erne, at indkomstfordelingen er blevet mere ulige både i Danmark og mange andre vestlige lande. Ginikoefficienten for disponibel indkomst steg således ifølge Danmarks Statistik fra 22,1 i 1987 til 29,1 i 2018. Indkomstfordelingen er dog mere lige i Danmark end i de fleste andre lande.

En tendens til en lavere produktivitetsvækst førte i 2012 til bekymring for, at den fremtidige danske velstandsskabelse var truet og til nedsættelsen af en produktivitetskommission. Sidenhen har statistiske revisioner dog opjusteret den målte produktivitetsvækst. Samtidig bevirker to forhold at Danmarks velstandsudvikling har været mere positiv end produktivitetsudviklingen i sig selv peger på. Dels kommer en stigende andel af danskernes nationalindkomst fra afkastet af udlandsformuen, der fra at være negativ i 2009 ved indgangen til 2020 var vokset til 78 procent af BNP. Dels har Danmark opnået en bytteforholdsforbedring, idet priserne på de varer vi importerer, er vokset langsommere end priserne på vores eksportvarer. Det medfører en højere realindkomst fordi Danmark så er i stand til at købe flere varer for en given eksportmængde.

Konjunkturgenopretningen efter finanskrisen og den europæiske statsgældskrise var langsom. I perioden 2017-2020 har produktionen og beskæftigelsen været tæt på sit strukturelle niveau, sådan at der hverken har været tale om en klar høj- eller lavkonjunktur. I marts 2020 ændrede situationen sig dog med udbruddet af COVID-19-pandemien, hvor en stor del af erhvervslivet lukkede ned. De forventede økonomiske konsekvenser heraf er et betydeligt fald i BNP i 2020, stigende ledighed og et underskud på de offentlige finanser. Om pandemien får mærkbar betydning for samfundsøkonomien på længere sigt, vil afhænge af hvor længe nedlukningen varer i Danmark og hvor lang tid det vil tage for verdensøkonomien at komme sig over konsekvenserne af pandemien.

Litteratur

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig