historiske sundhedsforhold i Danmark

Danmark – sundhedsforhold (Historie), Statsmagtens interesse for befolkningens sundhedsforhold går tilbage til nye politiske idéer i midten af 1700-t., hvori en stor og rask befolkning opfattedes som en forudsætning for landets rigdom. Enkelte sygehuse med 10-20 senge blev oprettet af amter og købstæder til behandling af fattige, tyende og andre, som ikke kunne behandles i hjemmet. Staten ansatte distriktskirurger, der fik til opgave at behandle fattige syge, at hindre, at levnedsmidler var sundhedsfarlige, samt at deltage i bekæmpelsen af smitsomme sygdomme. Behandlingen af kirurgiske sygdomme blev varetaget af barberuddannede kirurger, som også fik en vis teoretisk uddannelse, mens de betydelig færre medicinere havde en teoretisk universitetsuddannelse, som først i 1757 med oprettelsen i København af Det Kongelige Frederiks Hospital med 300 senge blev suppleret med praktisk, klinisk undervisning. I 1838 blev de to uddannelser sammenlagt.

Fødselsstiftelsen med en jordemoderskole blev oprettet i anden halvdel af 1700-t. for at mindske børnedødeligheden, ligesom staten ydede støtte til behandling af smitsomme sygdomme og kønssygdomme.

Det Kongelige Sundhedskollegium blev oprettet 1803 og skulle føre tilsyn med sundhedsvæsenet, som i løbet af 1800-t. blev udbygget; jordemødre blev ansat over hele landet, og der blev indført koppevaccination. Antallet af praktiserende læger voksede, og i sidste halvdel af 1800-t. var der oprettet sygehuse i de fleste danske købstæder. Staten opførte fire store sindssygehospitaler; Sankt Hans Hospital i Roskilde opførtes af Københavns Kommune.

Fra omkring 1870 blev der oprettet sygekasser, hvor de mindrebemidlede ved at betale en ugentlig afgift kunne sikre sig mod økonomiske følger af sygdom. Sygekasserne blev lovfæstede i 1892 og modtog derefter statsstøtte, som ansås for en hjælp til selvhjælp, idet dette var den bærende tanke i den tids fattigpolitik. Lægerne støttede oprettelsen af sygekasserne, der sikrede dem indtægt også fra den fattigere del af befolkningen. Dette var medvirkende til, at antallet af praktiserende læger steg. Indtil 1930'erne udgjorde disse flertallet af landets læger. De lokale sygekassers aftaler med lægerne centraliseredes og blev til slut indgået for hele landet. I 1973 blev sygekasserne erstattet af den amtskommunale sygesikring. Antallet af praktiserende læger havde været næsten konstant siden 1950, men voksede nu atter.

I 1800-t. havde sygdomsforebyggelsen rettet sig mod sikring af kloakering, vandforsyning og levnedsmiddelkontrol m.m., men i 1930'erne og 1940'erne rettedes opmærksomheden mod samfundets enkeltindivider; der blev således indført en sundhedsplejerskeordning for spædbørn i 1937, lægelige helbredsundersøgelser af børn i 1946, skolesundhedspleje i 1946, forskellige børnevaccinationer fra 1943 og forebyggende svangerskabsundersøgelser i 1945.

Sygehusene, hvis antal især fra midten af 1800-t. steg støt, var indtil 1930'erne overvejende såkaldt blandede sygehuse uden specialiserede afdelinger. Patienterne blev her behandlet af få læger; derefter faldt antallet af sygehuse, og der skete en stigende specialisering og forøgelse af de enkelte sygehuses afdelingers antal. Samtidig øgedes antallet af lægelige specialer. Nye erhvervsgrupper kom til, især i 1950'erne: fysioterapeuter, sygehjælpere, laboranter, lægesekretærer mfl.

Før 1930 var den gennemsnitlige indlæggelsesvarighed ca. en måned; den er efterhånden faldet til 3,5 dage (2014). Til gengæld er antallet af indlæggelser pr. 1000 indb. steget fra 40 i 1918 til 222 i 2012. Selvom de ældres andel af befolkningen er voksende, hvilket medfører et stigende behandlingsbehov, er antallet af sengedage pr. 1000 indb. faldet. I løbet af 1980'erne faldt antallet af sygehussenge til ca. 30.000 på de somatiske sygehuse, og i 2013 er tallet nede på ca. 13.000. Der er desuden ca. 3000 psykiatriske sengepladser.

Forvaltningen af de psykiatriske sygehuse blev i 1976 overdraget fra staten til amterne og siden til regionerne. Oprettelsen af distriktspsykiatriske centre har medført, at en større andel af patienterne behandles ambulant.

Sygeligheden i landet er ikke veloplyst for tiden før indførelsen af en mere grundig medicinalstatistik i begyndelsen af 1900-t.; kun dødeligheden er registreret siden midten af 1600-t. De store epidemier satte dog uden egentlige optællinger deres spor med den sorte død i 1300-t., de mange epidemier i 1600-t., pesten i 1711, koleraen i 1853 og den spanske syge i 1918. Malaria og kopper forekom til stadighed indtil midten af 1800-t. Fra nyere tid kendes polioepidemien i 1952.

Den mest iøjnefaldende ændring i den generelle sundhedstilstand er faldet i børnedødelighed siden slutningen af 1800-t. Dette fald skyldes navnlig, at infektionssygdommene i højere grad blev forebygget gennem bedre vandhygiejne, bedre ernæring og bedre boliger. I takt med dette fald er hjerte-kar-sygdomme og kræft blevet hyppigere som dødsårsager.