Danmark - selskabelig dans

Danmark – selskabelig dans, Dans ved fester og selskabelighed omtales i mange beretninger, men dansk kildemateriale med detaljer om bestemte danseformer kendes først fra 1700-tallet, hvor selskabsdansens hovedformer er pardansene polskdans og menuet samt engelskdans, hvori flere par danser sammen.

I fx Ludvig Holbergs komedie Mascarade (1724) nævnes dansenavne som engelskdans, menuet og cotillon associeret med danserepertoiret på samtidens maskeballer, og i komedien Jeppe paa Bjerget (1722) nævnes polskdans, som forbindes med simple folk.

Disse dansenavne går igen i de bevarede håndskrevne nodebøger fra midten af 1700-tallet, hvor også det store antal menuetmelodier vidner om menuettens popularitet.

I slutningen af 1700-tallet blev der i København udgivet dansebøger med hoffets danserepertoire; hovedindholdet er engelskdanse (ofte med franske titler), hvori danserne er opstillet i to rækker over for hinanden.

Danse af denne type er overleveret i stort antal i det danske folkedansrepertoire, som dog næsten i endnu højere grad er præget af danse med rod i 1700-tallets franske kontradansform med danseparrene opstillet i firkant, en form, som tilsyneladende ca. 1790 var næsten forsvundet i København.

Efter 1800 blev de enklere ecossaiser (engelskdanse i den skotske stil) populære, og den franske kontradansform kom ca. 1830 igen i ny skikkelse som françaiser eller kvadriller (kontradansserier), ofte med musik fra populære teatermelodier.

1800-tallets store dansemode var valsen, hvilket prægede dansemusikken. I begyndelsen dækkede begrebet vals parvis runddans i både todelt og tredelt takt, men efterhånden blev betegnelsen forbeholdt vals i tredelt (især ³/₄) takt, og de todelte valse fik navne som skotskvals, hopsavals eller hamborgvals.

I 1840'erne holdt polkaen sit indtog, og den blev omgående optaget af tidens førende dansemelodikomponist, H.C. Lumbye, der også komponerede valse, mazurkaer og kvadriller.

Fra århundredets midte blev cotillonen ballernes højdepunkt, hvori cotillonsture (til dels selskabslege) opbrød runddansen (især vals eller polka) og gav anledning til partnerskift. Den stadig populære kvadrille Les lanciers blev introduceret ca. 1860.

Nationalromantiske strømninger og fremkomsten af amerikansk inspirerede selskabsdanse var blandt drivkræfterne for en voksende interesse for danske folkedanse, som førte til stiftelsen af Foreningen til Folkedansens Fremme i 1901, der i de følgende år indsamlede folkedanse rundt omkring i landet og udgav dem i en række hæfter med melodier og dansebeskrivelser.

Dette danserepertoire omfatter et stort antal pardanse og turdanse for flere par med rod i både 1700- og 1800-tallets dansetraditioner. Mange af dansene er indbyrdes varianter. På samme tid blev der også udgivet samlinger med sanglege, som på dette tidspunkt primært var børnenes repertoire. Folkedanserne organiserede sig i foreninger over hele landet, og i 1929 blev Landsforeningen Danske Folkedansere stiftet.

De moderne selskabsdanse (onestep, tango, boston) fra ca. 1910 gav nyt stof til danselærerne og en fornyelse i balrepertoiret, som resulterede i fremgang for danseskolerne og førte til stiftelsen af en række danselærerorganisationer; den første, Danse-Ringen, stiftedes i 1917.

Danseskolernes repertoire er især moderne selskabsdans samt særlige børnedanse med rod i ældre dans. Se også ballroom dancing, dans, folkedans og sportsdans.