Danmark - kirkelige og religiøse forhold: kirkehistorie

Danmark. Altertavlens predella i Tinglev Kirke i Sønderjylland; slutningen af 1500-t. Med Reformationen fik prædikenen på modersmålet en central placering i gudstjenesten. På god luthersk vis peger prædikanten på den korsfæstede Kristus som den gudstjenstlige forsamlings midtpunkt. Kvinderne i menigheden sidder til højre, mændene står til venstre.

.

Danmark. Ved altergangen under højmessen i den danske folkekirke deler præsten brødet og vinen ud til hver enkelt nadvergæst. Farum Kirke nordvest for København er bygget i 1100-t.; korpartiet er så smalt, at færre end ti nadvergæster ad gangen kan knæle foran alterskranken. Den nedre del af kirkens altertavle, der er fra 1599, består af felter med nadverens indstiftelsesord, skrevet på latin og på dansk.

.

Danmark - kirkelige og religiøse forhold: kirkehistorie, Allerede omkring år 700 missionerede Willibrord, "frisernes apostel", blandt danerne, men først med Ansgars missionsvirksomhed fra 826 fik kristendommen fodfæste i Danmark. Som ærkebiskop af Hamburg-Bremen udvirkede Ansgar, at der blev bygget kirke i handelsbyerne Hedeby (Slesvig) og Ribe. Den første skrivelse fra pavestolen i Rom til en dansk konge stammer fra 864. Kristendommen blev kongens religion, da Harald Blåtand ca. 965 lod sig døbe af klerken Poppo. Det nordiske hedenskab (se nordisk religion) var imidlertid sejlivet, og den store Jellingstens ord om, at kong Harald "gjorde danerne kristne", skal tages med et gran salt.

I det dansk-engelske storrige i begyndelsen af 1000-t. kom kirkelivet i Danmark under engelsk indflydelse. Ærkebiskoppen af Hamburg-Bremen kunne dog hævde sin overhøjhed over den danske kirke, indtil det danske (nordiske) ærkesæde i Lund blev oprettet i 1103. På område efter område ordnedes forholdet mellem kirke og samfund efter pavestolens ønske. Årene fra ca. 1100 til midten af 1200-t. er dansk kirkebyggeris store tid; man byggede nu i sten (teglsten fra midten af 1100-t.), og op gennem middelalderen blev mange kirker udsmykket med kalkmalerier. I 1100-t. og 1200-t. grundlagdes desuden et stort antal klostre. Middelalderens betydeligste danske teolog var Anders Sunesen (d. 1228). Valdemartidens harmoni mellem kirke og krone — afspejlet i Jyske Lov 1241 — blev i de næste hundrede år afløst af en række stridigheder mellem konge og ærkebiskop. Med Valdemar Atterdag begyndte efter midten af 1300-t. en nationalkirkelig eller ligefrem statskirkelig udvikling, som var en væsentlig forudsætning for Reformationen i 1500-t.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig