have- og landskabsarkitektur i Danmark

Danmark - have- og landskabskunst, Dansk have- og landskabskunst har stort set fulgt samme udvikling som i det øvrige Europa, hvor den kunstneriske udformning af haver har vekslet mellem to principper: et regelmæssigt, arkitektonisk, afledt af husbygningen, og et uregelmæssigt, landskabeligt med naturen som forbillede.

Før Reformationen i 1536 har der været dyrket haver bag klostrenes mure; herfra stammer det korsdelte haverum, ofte med en brønd i midten. Klosterhaverne tilfaldt efter Reformationen kronen, og vi får vidnesbyrd om nogle af de første kongelige renæssancehaver, fx Lundehave ved Kronborg. Haverne var fortsat hegnede og bestod af adskilte dele, anlagt som mønster på en flade uden aksefast tilknytning til huset.

Under Frederik 4. anlagdes i begyndelsen af 1700-tallet en række barokhaver inspireret af André Le Nôtres store franske havestil. Bygnings- og havekunst blev samordnet til et stort anlagt oplevelsesrum, symmetrisk om en centralakse. Johan Cornelius Krieger var denne store stils mesterlige udøver med haverne ved Frederiksberg, Fredensborg og Frederiksborg Slot (1720'erne) samt Ledreborg (1740'erne).

Under påvirkning af bl.a. et ændret natursyn omlagdes i slutningen af 1700-tallet en række af de barokke pragtanlæg med inspiration fra den engelske landskabshave. Med uregelmæssige plantninger og krumme stier opløstes de til en art stemningshaver; bogen Theorie der Gartenkunst (1779-85) af den danske embedsmand C.C.L. Hirschfeld udbredte kundskab om stilen.

Liselund fra 1790'erne er et udtryk for tidens romantiske naturbegejstring. Med industrialismen og de tekniske nyvindinger fandt nye "kunstgartneriske" tolkninger af stilen sted med bl.a. landskabsgartneren Edvard Glæsel som udøver. Haven blev mindre og samordnedes siden mere arkitektonisk med huset. En fremtrædende fortaler herfor var havearkitekten Erik Erstad-Jørgensen (1871-1945).

Med G.N. Brandt kom hele havesagen for alvor op til revision med anlæg som Hellerup Strandpark (1912-18), der ligesom Mariebjerg Kirkegård i Gentofte (1925-36) er udtryk for en skelsættende nytænkning og en ny æstetik.

Byudviklingen medførte nye muligheder for naturpolitik, og faget udvidedes til at omfatte boligkarréhaver, boligbebyggelser, sportsanlæg, kirkegårde, kolonihaver, grønne kiler og stier. I dag har planlægningen fjernet sig fra de små private villahaver hen imod de store offentlige anlæg, fx universitetsparkerne i Aarhus (1931-47) af C.Th. Sørensen og i Odense (1970-73) af Jørgen Vesterholt, musikhuset i Aarhus (1979) af Sven Hansen samt Byparken i Vejle (1994) af Preben Skaarup.

Motorvejssystemer og brobyggerier har også været underkastet landskabsmæssig behandling, fx Edith og Ole Nørgaards arbejde med Lyngbymotorvejen (1965-74) og Møller og Grønborgs planlægning af bl.a. den jyske motorvej (ca. 1970).

Desuden har fredningsbevægelsen fra den første naturfredningslov (1917) udviklet sig fra et rent konserverende naturideal mod en mere plejeorienteret indsats med større sammenhængende områder som arbejdsgrundlag.

Fra slutningen af 1990'erne er der iværksat byfornyelse af eksisterende friarealer, herunder også de såkaldte kvarterløft, fx Bundgårdsparken i Aalborg (1997-) af Torben Schønherr (f. 1943) og Ladegårdsparken i Holbæk (1998) af Stig L. Andersson.

Der er en tendens til at styrke vækstlig frodighed i boligkarréernes indre, hvorimod det almene torverum ofte behandles ud fra mere skulpturelt-æstetiske principper med raffinerede belægninger og symbolladede installationer som fx Sankt Hans Torv i København (1993) af Sven-Ingvar Andersson og Herning Torv (1996) af Jeppe Aagaard Andersen.

Læs mere om have - og landskabskunst og om Danmark.