Danmark - billedkunst - renæssance

Danmark - billedkunst - renæssance, Efter bruddet med den katolske kirke i 1536 indtog Christian 3. pladsen som landskirkens uindskrænkede overhoved. Samtidig kom konfiskationen af kirkegodset til at udgøre et solidt økonomisk fundament for kongemagtens øgede vækst.

I løbet af de følgende årtier blev kongen samfundets udbestridt største forbruger af kunst, og denne kunst blev stadig mere målbevidst udnyttet til forherligelse af riget, den sande evangeliske tro og af monarkens egen person og slægt.

Under Christian 3. slog renæssancens formsprog og ideologi for alvor igennem. Spredningen af de nye impulser skete i første række via indvandrede kunstnere eller gennem trykgrafikken. Jacob Binck fra Køln spillede en central rolle som formidler af aktuelle stilformer fra Nederlandene og Tyskland og satte et afgørende præg på udviklingen af den verdslige portrætkunst med malerier, medaljer og grafiske blade.

I årene efter Reformationen ændredes kirkernes indretning i pagt med de lutherske forskrifter, selvom der i mange tilfælde blev udvist tolerance over for katolsk inventar og kalkmalerier. Nyanskaffelser kom kun til i begrænset omfang; de vigtigste var altertavler og prædikestole.

Disse viser, tillige med nye kalkmaleriudsmykninger og illustrerede bibeludgaver, fx Christian 3.s danske Bibel (1550), at billeder fortsat anerkendtes som et pædagogisk hjælpemiddel af de første reformatorer. I pagt med renæssancens øgede dyrkelse af enkeltindividet fik gravkunsten i denne periode et opsving med talrige udhugne gravsten og malede eller udskårne epitafier.

Frederik 2.s epoke kendetegnes ved en velstand og vækst, der navnlig slog igennem efter Syvårskrigens afslutning 1570. I endnu højere grad end sin far konkurrerede Frederik 2. både med adelen og med andre europæiske hoffer mht. brugen af kunst som middel til at øge prestige og markere status.

De normgivende kunstneriske impulser modtog man fra Nederlandene, hvis førende billedhugger, Cornelis Floris i Antwerpen, leverede flere værker hertil end til noget andet land, bl.a. pragtgravmælerne for Frederik 1. (1551-55) i Slesvig Domkirke, for Herluf Trolle og Birgitte Gøye (1566-68) i Herlufsholm Kirke og for Christian 3. (1569-79) i Roskilde Domkirke.

Den altdominerende kunstneriske manifestation var ombygningen og nyindretningen af Kronborg 1574-86. Byggepladsen tiltrak et stort antal nederlandske kunstnere og håndværkere, der ofte forblev i Helsingør, som blev kaldt "lille Amsterdam". Deres efterkommere arbejdede videre i Danmark uden at slippe kontakten med udviklingen i Nederlandene, således familierne van Steenwinckel og Isaacsz.

Indtil 1576 var Gert van Groningen den ledende stenhugger, efterfulgt af sønnen Herman Gertsen. Værkstedet, som var ansvarligt for hovedportalerne på Kronborg, har muligvis omfattet den særprægede billedhugger "Københavns alabastmester", hvis værker (Krognos-epitafiet i Ringsted Kirke, 1575, og altertavlen til Lunds Domkirke, 1577) repræsenterer højrenæssancens hjemlige gennembrud.

I 1577 ændrede kongen planer for Kronborgs modernisering og lagde ledelsen i hænderne på arkitekten Anthonis van Opbergen fra Mecheln. Ambitionsniveauet øgedes mærkbart. Stenhuggere som Gert van Egen fra Mecheln, der senere fik Frederik 2.s gravmæle (1594-98) i Roskilde Domkirke i entreprise, prægede nu slottet med en mere klassisk, Florislignende stil (slotskirkens portal og altertavle); i slotsgården opsattes nürnbergeren Georg Labenwolffs bronzefontæne, mens dansesalen fik rigt udskåret loft, døre og marmorkaminer.

Alt dette brændte 1629, men endnu er bevaret dansesalens bordhimmel og en række af de 40 vævede tapeter med legemsstore billeder af danske konger, der udførtes 1581-86 af indkaldte flamske vævere under ledelse af Hans Knieper fra Antwerpen. Et forstudie til den vævede fremstilling af Frederik 2. er samtidig vort ældste malede helfigursportræt (1581). Som model for Frederik 2.s portræt har Knieper antagelig støttet sig til den buste, som J.G. van der Schardt udførte 1577-79.

Portrættypen blev også anvendt af flensborgeren Melchior Lorck, der ved denne tid virkede for den danske konge. Samtidig med kongens monumentale magtdemonstrationer rejste den byggelystne højadel sine herregårde. Kun få levn af deres indre udsmykning er bevaret såsom det malede loft fra Næsbyholm (Nationalmuseet); men stenhuggernes festlige dekorationer i portaler, kaminer etc. viser, at adelen gerne lånte kunstnere og håndværkere fra det kongelige storbyggeri, således som det kendes fra tidens mest bemærkelsesværdige herregård, Tycho Brahes Uranienborg på Ven. Her virkede Hans van Steenwinckel d.æ. i samarbejde med bl.a. Hans Knieper og portrætmaleren Tobias Gemperle fra Augsburg.

Læs mere om dansk billedkunst eller om Danmark generelt.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig