Danmarks billedkunst i barokken

Christian 4. udøvede en bevidst og aktiv kunstpolitik. Ligesom sine forgængere indkaldte han fra udlandet arkitekter og billedkunstnere til at forskønne og forherlige riget i almindelighed og hoffet i særdeleshed. Det økonomiske grundlag for denne kunstneriske aktivitet var til dels midlerne fra inddrivelsen af Øresundstolden.

Hoflivet var bevidst iscenesat med henblik på at opfylde æstetiske og allegorisk-politiske behov. I forbindelse med de store dynastiske festdage, kroninger, bryllupper etc., arrangeredes pragtoptog og turneringer, der opførtes musik og balletter, der blev bygget triumfbuer og affyret festfyrværkeri. Slottene med deres pragtudsmykning føjede sig behændigt ind som en del af denne repræsentative kulisse.

Malerkunsten prægedes fortsat af kunstnere fra udlandet, fortrinsvis fra Nederlandene. Den var ofte nært knyttet til arkitekturen og fungerede som udsmykning af interiørerne. Ud over den rent æstetiske rolle i rummenes helhedsvirkning havde billedernes fortællende indhold et klart belærende sigte.

Blandt tidens mest omfattende rumudsmykninger er serien af store oliemalerier til loftet i den lange sal på Rosenborg Slot, malet efter 1615 af bl.a. Frantz Clein, Reinhold Timm, Pieter Isaacsz og dennes søn Isaac Isaacsz.

Et yderst kompliceret ikonografisk program ligger til grund for de i alt 24 lærreder, hvoraf kun 15 er bevaret (på Kronborg). De skildrer menneskets livsvilkår efter tidens fremherskende filosofiske og kosmologiske systemer (planeterne, livsaldrene, elementerne, temperamenterne, de frie kunster etc.).

På Kronborg malede Morten van Steenwinckel loftsmalerier i dronningens kammer, Planetguderne (1631-32). Til loftet i kongens kammer udførte Utrechtkunstneren Gerrit van Honthorst scener fra Heliodor fra Emessas roman Aithiopika; disse kan sandsynligvis betragtes som en allegori over én af de kongelige formælinger. Det samme forbillede blev benyttet af Karel van Mander 3. til en serie på ti billeder, hvis oprindelige sted og formål som udsmykning er ukendt (ni er bevaret og findes i Staatliche Kunstsammlungen i Kassel).

Kronborg var også tiltænkt det storstilede, aldrig fuldførte projekt, som i dag går under navnet De fædrelandshistoriske billeder (påbegyndt 1637). Billederne blev bestilt på grundlag af tegnede forlæg, hovedsagelig udført af Crispin de Pas 2. og Honthorst. De fleste blev malet af Honthorst, men også andre nederlandske kunstnere deltog i projektet. Billederne blev ført til Sverige som krigsbytte i 1658; 12 er bevaret på bl.a. Skokloster og Drottningholm slott.

Blandt de kongelige portrætmalere af europæisk format må nævnes Pieter Isaacsz, Jacob van Doordt, Karel van Mander og Abraham Wuchters; de to sidstnævnte skildrede desuden flittigt adelens mænd og kvinder. Kobberstik tjente til udbredelse af bl.a. kongens portrætter, og her var Albert Haelwegh den ubestridte mester.

Adriaen de Vries' Neptunspringvand på Frederiksborg Slot (1615-22) hævder sig i tidens billedhuggerkunst ved sin elegante og fantasifulde manierisme; også dette værk blev svenskernes krigsbytte i 1659, og figurerne kom til Drottningholm slott; fontænen på Frederiksborg blev rekonstrueret 1888. Under Christian 4. blev talrige af landets kirker smykket med inventar i den ornamentstil, der går under navnet bruskbarok.

Efter Christian 4.s død fortsatte flere af kunstnerne deres virke under sønnen Frederik 3. Blandt de interessante nye malere var Wolfgang Heimbach med portrætter og genrebilleder, ofte udført som natstykker i Caravaggios ånd, mens Jürgen Ovens fortrinsvis arbejdede i et mere pompøst, allegorisk formsprog. Abel Schrøder d.y.s altertavle fra 1661-62 i Holmens Kirke i København står i umalet egetræ og virker udelukkende ved sine livfulde figurscener, indfattet i rigt udskårne stafferinger.

Christian 5.s første hofmaler og generalbygmester var Lambert van Haven, som bl.a. indrettede den smukke audienssal på Frederiksborg Slot; salen blev 1683-86 smykket med malerier af kongehusets portrætmaler Jacob d'Agar. Abraham-César Lamoureux' rytterstatue af kongen (1685-88) på Kongens Nytorv står som et af periodens skulpturelle hovedmonumenter. Bemærkelsesværdige er tillige Thomas Quellinus' pragtgravmæler i mange danske kirker, dramatisk komponeret, udført i sjældne, forskelligt farvede marmorsorter og indrammet af monumentale arkitektoniske elementer.

Med Frederik 4.s hofmaler Benoît Le Coffre nåede portrætstilen fra Ludvig 14.s hof omsider Danmark i begyndelsen af 1700-t. Ved opførelsen af Frederiksberg Slot (1699-1709) blev der atter behov for monumentaludsmykninger. Loftsmalerier blev udført af Le Coffre, bl.a. det illusionistiske En maskerade (ca. 1704), og af Hendrik Krock, som også deltog i udsmykningen af Fredensborg Slot (opført 1719-21).

Tidens mest fremragende portrætmaler, Balthasar Denner, giver et interessant indblik i de højere klassers skikke og tøjmode, som det fx ses i Kaffeselskab hos familien Reventlow (ca. 1743-49, Pederstrup).

Johann Salomon Wahl blev Christian 6.s hofmaler, men havde allerede arbejdet hos den forrige monark. Wahls portrætter ligger tæt op ad Andreas Møllers, der dog er mindre stive og mere indtagende. Hvad Denner tidligere havde været for adelen og det rige borgerskab, blev nu Johan Hörner, der tillige var en fremragende stillebenmaler.

Det i 1740 indviede Christiansborg Slot smykkedes udelukkende med malerier (i alt 139) af datidens mest berømte franske kunstnere. Kunsten under Christian 6. kan betegnes som senbarokkens sidste prunkfulde fase, der som oftest blot repeterede det forløbne århundredes vedtagne regler og normer.

Wahls arvtager inden for portrætkunsten blev Carl Gustaf Pilo, der indvarslede rokokoen i Danmark. Med sin elegante penselføring og kolorit samt sine dramatiske billedkompositioner blev han i midten af 1700-t. en uforlignelig fortolker af Frederik 5. og hans hof. Med Louis Tocqué, som grev A.G. Moltke for en kort tid importerede fra Frankrig, sås en mindre pompøs, mere naturlig og moderne malerisk stil for første gang i Danmark.

Flere portrætmalere søgte at gøre Pilo rangen stridig, først og fremmest Vigilius Erichsen og Peder Als. Erichsens prægtige helfigursportræt af enkedronning Juliane Marie (1776, Statens Museum for Kunst) blev hans danske hovedværk; senere fik han tjeneste i Rusland.

Peder Als foregreb i sine bedste arbejder den romantiske portrætopfattelse som fx i portrættet af Johannes Wiedewelt (1758, Frederiksborgmuseet). Den svenskfødte Johan Hörner gjorde sig også gældende som portrætmaler, og inden for miniaturemaleriet var den europæisk dannede Cornelius Høyer en suveræn mester.