Danmark - billedkunst - 1900-tallets første årtier

Danmark - billedkunst - 1900-tallets første årtier, Naturalismen og impressionismen formåede især takket være Fynboerne at bevare en fremskudt stilling i dansk kunst et stykke ind i 1900-t. I årene mellem 1905 og 1. Verdenskrig var der imidlertid tydelige opbrudstegn.

Samtidig med at Aksel Jørgensen og P. Rostrup Bøyesen opsøgte storbyens skyggesider og udkanter, gjorde en idealistisk opposition til friluftsmaleriet sig gældende hos en række unge kunstnere, bl.a. Oluf Hartmann og Jens Adolf Jerichau.

Deres fabulerende, dramatiske figurbilleder med mytologiske referencer trak på vitalismens og symbolismens idéverden og stærke tilskyndelser fra kunsthistorikeren Vilhelm Wanscher, der plæderede for genopdagelsen af renæssancens og barokkens "store stil" i malerkunsten. Beslægtet med disse malere var billedhuggeren Kai Nielsen, hvis værk er gennemsyret af vitalistiske idéer og en forkærlighed for det erotiske. Især kredsede han om mytologiske fremstillinger af menneskehedens barndom.

Et modernistisk gennembrud over en bred front indtraf ret sent i Danmark, idet det først for alvor brød løs under 1. Verdenskrig. Men i tiåret op til krigen begyndte en række unge kunstnere fra samme generation at rette blikket mod den efterimpressionistiske franske kunst, først Sigurd Swane, Harald Giersing, Edvard Weie og den svenskfødte Karl Isakson, lidt senere Olaf Rude og William Scharff.

I første omgang var det Paul Cézanne, der gjorde det største indtryk, undtagen på Sigurd Swane, hvis dirrende, lysfyldte maleri repræsenterede en forening af fauvisme og impressionisme. Omkring 1910 manifesterede Giersing sig som en ledende skikkelse i opgøret med naturalismens binding til synsbilledet, både i sine malerier med blødt duppende prikker af neoimpressionistisk afstamning, i kølige atelierbilleder med ekspressionistiske aner og i sine artikler, der argumenterede for en kunst, der satte arbejdet med mediet i første række.

Samtidig fandt generationens kunstnere et fælles opholdssted og en motivverden på Christiansø. Karl Isakson og Edvard Weie var hovedskikkelser i den kreds af kunstnere, der senere blev betegnet Bornholmerskolen. Karakteristisk for de to var en rendyrkning af farven, der tog sit udgangspunkt i de rene spektralfarver, et arbejde, som Weie efter Isaksons død i 1922 så det som sin opgave at føre videre i store, romantisk betonede kompositioner.

I 1915 dannedes den nye udstillingssammenslutning Grønningen, der husede en stor gruppe af modernisterne. Sammen med bl.a. Jais Nielsen, der arbejdede i en fladebetonet, skematisk kubisme, og Vilhelm Lundstrøm, der 1917-18 introducerede collagen, montagen og det nonfigurative billede på dansk grund, deltog Grønningens kunstnere i det modernistiske gennembrud, der manifesterede sig eksplosivt under 1. Verdenskrig, stimuleret både af en lang række modernister fra det øvrige Norden, der opholdt sig i København under krigen, og af ekstraordinære økonomiske forhold.

I efterkrigsperioden kom modernismen på tilbagetog. Sammenslutningen De Fire, der bestod af Axel Salto, Karl Larsen, Svend Johansen og Vilhelm Lundstrøm, repræsenterede dog i 1920'erne en videreførelse af den franske forbindelse. En forestillende kunst, der hvilede på geometriske konstruktionsprincipper, udvikledes samtidig af Georg Jacobsen i Paris i tæt samspil med den mexicanske maler Diego Rivera.

Skulpturen spillede ingen hovedrolle i den danske modernisme, men enkelte var med til at tegne bevægelsen, Adam Fischer med stereometrisk forenklede statuetter, Johannes Bjerg og Einar Utzon-Frank med formbevidste, stiliserede figurer. Gerhard Henning arbejdede med at give det erotiske skulpturel form, særligt i en række kvindefigurer. Han blev dog efterhånden præget af en ny klassicisme, der også gjorde sig gældende hos Johannes Bjerg, Adam Fischer, Astrid Noack og Utzon-Frank.

Ikke mindst Utzon-Franks klassicisme kom til at tegne mellemkrigstidens skulptur, dels i kraft af de mange store opgaver, han fik, dels i kraft af hans mangeårige virke ved Kunstakademiets billedhuggerskole, hvor han blev professor allerede 1918. Fra 1930'ernes anden halvdel fik en naturalistisk skulptur en ny storhedstid med Mogens Bøggild og Knud Nellemose.

Læs mere om dansk billedkunst eller om Danmark generelt.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig