Danmark - arkivvæsen

Danmark - arkivvæsen, Centraladministrationens arkivalier skal afleveres til Rigsarkivet, den lokale statsadministrations arkivalier samt fx folkekirkens kirkebøger til de fire landsarkiver i hhv. København, Odense, Viborg og Aabenraa. Kommunernes arkivalier skal afleveres til egne stadsarkiver eller til landsarkiverne.

Private virksomheder og personer afgør selv, om deres arkivalier skal afleveres. Rigsarkivet, der er den offentlige administrations konsulent i arkivspørgsmål, skal give tilladelse til kassation; kun en lille del af alle nye arkivalier bevares.

Det er arkivernes opgave ved registrering og udforskning at gøre deres arkivalier tilgængelige og at afveje brugerønsker om hurtig arkivadgang mod flere afleverende institutioners ønsker om længere tidsrum med utilgængelighed.

Statens Mediesamling indgår i Statsbiblioteket i Aarhus; samlingen består af audiovisuelle medier. Dansk Data Arkiv i Odense indeholder forskningsmateriale, som foreligger på elektroniske medier.

Lokalhistoriske arkiver er især siden kommunalreformen i 1970 blevet grundlagt af frivillige i sogne, kommuner og bydele; disse 450 kommunale eller selvejende arkiver opbevarer arkivalier om lokale personer og forhold.

Læs mere om Danmark.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig