Danmarks økonomi

Flexicurity-princippet er karakteristisk for det danske arbejdsmarked. Det dækker over en kombination af relativt nem og hurtig adgang for de ledige til arbejdsløshedsdagpenge, som for lavtlønnede desuden er relativt høje ("security"), og nem adgang for virksomhederne til at afskedige medarbejdere ("flexibility"). Sammen med en aktiv arbejdsmarkedspolitik bidrager det til at den danske strukturelle ledighed (ledigheden i en konjunkturneutral situation) er ret lav. I 2022 var bruttoledigheden på 2,6 procent.

I det første årti efter 2. verdenskrig var Danmarks økonomi præget af Marshallhjælp og en større integration i verdensøkonomien, men også af forsyningsproblemer og høj arbejdsløshed. I slutningen af 1950’erne indledtes en langvarig højkonjunktur med en meget kraftig velstandsstigning. 1960’erne blev årtiet med den højeste målte økonomiske vækst nogensinde. I løbet af årtiet begyndte inflationen også at stige, og Danmark oparbejdede udlandsgæld som følge af vedvarende underskud på betalingsbalancen fra 1963.

De gode tider blev i 1973 afløst af en oliekrise, der på én gang medførte stigende arbejdsløshed og inflation (såkaldt stagflation). I resten af årtiet forsøgte skiftende regeringer ved hjælp af bl.a. indkomstpolitik og gentagne devalueringer af kronen at styre økonomien, men med begrænset succes. Da den anden oliekrise indtraf omkring 1980, udløste det en ny lavkonjunktur, der understregede dansk økonomis store balanceproblemer: Der var på én gang høj ledighed, høj inflation, underskud på betalingsbalancens løbende poster og efterhånden en betydelig offentlig gæld.

Poul Schlüters regering tiltrådte i 1982 og omlagde den økonomiske politik. Den fik nu et mere langsigtet perspektiv. Man forsøgte at løse grundlæggende strukturer, og i den næste årrække gennemførte man strukturelle reformer på vigtige samfundsøkonomiske områder. Man indførte en konsekvent fastkurspolitik, og man afskaffede den automatiske regulering af lønningerne i takt med prisstigningerne. Den havde indtil da været indbygget i de fleste overenskomster. Den nye politik skulle bekæmpe inflationen.

De lavere lønstigninger forbedrede også konkurrenceevnen og dermed eksporten, hvilket gavnede beskæftigelsen og betalingsbalancen. Resultatet blev en ny højkonjunktur i 1983-1986. Men den faldende ledighed medførte overophedning på arbejdsmarkedet, hvor overenskomsterne i 1985 medførte meget store lønstigninger. I 1986 fik Danmark sit største betalingsbalanceunderskud nogensinde. Det fik regeringen til at indlede en stram økonomisk politik med den såkaldte kartoffelkur. Det blev starten på en langvarig lavkonjunktur i årene 1987-1993, som man har kaldt ”de syv magre år”. Ledigheden steg til sit højeste niveau efter 2. verdenskrig, da den nåede 12,4 procent i 1993.

Betalingsbalancens løbende poster er lig med et lands opsparing fratrukket dets investeringer. Når Danmark i 1963-1989 havde underskud her, skyldtes det altså, at investeringerne i det danske kapitalapparat var højere end danskernes private og offentlige opsparing. De syv magre år medførte, at investeringerne faldt kraftigt, og i 1990 opnåede Danmark for første gang i næsten 30 år et betalingsbalanceoverskud. Prisen var en længere periode med lavvækst, dels under selve lavkonjunkturen og dels senere i form af et mindre kapitalapparat. I samme periode lagde to andre begivenheder grunden til en markant større privat opsparing i Danmark: I 1987 beskar en skattereform det høje danske rentefradrag og gjorde det dermed dyrere for private at låne penge. I de næste årtier er flere senere skattereformer fortsat i dette spor og har dermed reduceret subsidiet til gældsætning, som rentefradraget er udtryk for, betydeligt. Og i starten af 1990’erne blev der efter trepartsforhandlinger påbegyndt en markant udvidelse af den obligatoriske pensionsopsparing på arbejdsmarkedet. Begge ændringer har permanent forøget danskernes opsparing og bidraget til, at Danmark siden 1990 bortset fra 1998 har haft overskud på betalingsbalancen hvert eneste år. Landet er gået fra at have stor udlandsgæld til i 2022 at have en udlandsformue, der udgør 64 procent af BNP.

Med regeringen Poul Nyrup Rasmussens tiltræden i 1993 skiftede konjunkturpolitikken, idet man med en ekspansiv finanspolitik, den såkaldte kickstart, aktivt stimulerede samfundsøkonomien. Et rentefald og forbedrede muligheder for at belåne ejerboliger fremmede også det økonomiske opsving, der prægede midten af 1990’erne. Efter nogle år blev finanspolitikken igen strammet i 1998 med den såkaldte pinsepakke for at undgå en overophedning af økonomien. Samtidig fortsatte man med strukturreformer. I 1995 påbegyndtes den aktive arbejdsmarkedspolitik, der er blevet fortsat siden som en hjørnesten i beskæftigelsespolitikken. En række ændringer over årene i reglerne for dagpenge og kontanthjælp og aktiveringsregler for arbejdsløse har bidraget til at formindske den strukturelle ledighed til et stabilt lavt niveau.

1990’erne var desuden præget af en diskussion, om Danmark skulle udskifte kronen med den nye europæiske valuta euroen. Et stort folketingsflertal ønskede deltagelse i den europæiske møntunion, men ved en folkeafstemning i 2000 blev forslaget forkastet med 53 procent af stemmerne imod.

Omkring årtusindskiftet var de traditionelle balanceproblemer i høj grad løst: Inflationen var faldet til et stabilt niveau på omkring 2 procent, den stigende gældsætning til udlandet var afløst af en stigende opsparing i udenlandske aktiver, ledigheden var faldet til lidt over 5 procent, og på grund af den generelt sundere samfundsøkonomi var den offentlige gæld også faldende. Samtidig blev man imidlertid opmærksom på et nyt mere langsigtet problem: Den demografiske udvikling med stigende middellevetid og dermed flere ældre ville medføre et stort pres på de offentlige finanser i de kommende årtier. Udsigterne blev forstærket af, at de store efterkrigsårgange i en periode ville blive afløst af små årgange på arbejdsmarkedet. Finanspolitikken var dermed ifølge beregninger ikke holdbar på længere sigt. Spørgsmålet om finanspolitisk holdbarhed blev dermed en af de vigtigste samfundsøkonomiske problemstillinger i det følgende årti. Fra omkring 2000 begyndte man regelmæssigt at lave beregninger heraf, og regeringens økonomiske politik blev fremover formuleret i form af mellemfristede planer som 2010-planen, 2015-planen osv. Der kom dermed et meget langsigtet fokus på konsekvenserne af den økonomiske politik. Især med vedtagelsen af den såkaldte velfærdsaftale i 2006 blev de langsigtede finanspolitiske udsigter efterhånden forbedret. Det vigtigste element i velfærdsaftalen var, at man indførte et princip om, at aldersgrænsen for tildelingen af efterløn og folkepension fremover skulle stige i takt med levealderen.

I 2001-2003 blev Danmark ramt af en international lavkonjunktur fremkaldt af et stort kursfald på det amerikanske aktiemarked (IT-boblen). Den var dog betydelig mildere end både den foregående og den følgende økonomiske krise. 2004-2007 var omvendt en højvækstperiode, hvor den økonomiske politik set i bakspejlet var for lempelig, hvilket især satte sig i uholdbare stigninger i boligpriserne. Det medvirkede til, at finanskrisen, som startede i 2008, kom til at ramme Danmark relativt hårdt. Ledigheden steg fra under 3 til 6 procent i 2010 og igen i 2012, hvor landet blev ramt af efterdønningerne af statsgældskrisen blandt ØMU-landene, der blev udløst af mistillid til, at især den græske stat kunne overholde sine gældsforpligtelser.

Krisen medførte udsigt til et underskud på den offentlige saldo i 2010, der var i konflikt med EU’s regler. Det udløste en henstilling fra EU-Kommissionen om en strukturel forbedring. Den såkaldte genopretningspakke vedtaget i 2010 medførte bl.a. et fald i det offentlige forbrug og en række overførselsindkomster og udskydelse af nogle skattelettelser. I 2011 blev vedtaget en tilbagetrækningsaftale, der fremskyndede dele af velfærdsaftalens indeksering af folkepensionsalderen og beskar efterlønsordningen. Bl.a. disse tiltag medførte, at Danmarks finanspolitik fra omkring 2012 er blevet vurderet at være holdbar også i lyset af de kommende demografiske ændringer. En ny budgetlov blev vedtaget i 2013, der bl.a. fastsatte, at underskuddet på den strukturelle offentlige saldo aldrig må overstige 0,5 procent af BNP (i 2022 justeret til 1 procent af BNP). Siden har især en beskeden udvikling i det offentlige forbrug i forhold til BNP medført en yderligere forbedring af de langsigtede udsigter for de offentlige finanser, sådan at finanspolitikken i dag siges at være overholdbar. Det betyder, at de fremtidige offentlige indtægter på lang sigt under de almindeligt anvendte beregningsforudsætninger vil overstige de tilsvarende offentlige udgifter.

Konjunkturgenopretningen efter finanskrisen og den europæiske statsgældskrise var langsom. I perioden 2017-2019 har produktionen og beskæftigelsen været tæt på sit strukturelle niveau, sådan at der hverken har været tale om en klar høj- eller lavkonjunktur. I marts 2020 ændrede situationen sig dog med udbruddet af COVID-19-pandemien, der medførte, at en stor del af erhvervslivet måtte lukke ned i flere bølger. De økonomiske konsekvenser heraf var et fald i BNP på knap 2½ procent i 2020, stigende ledighed og et underskud på de offentlige finanser. Danmarks økonomi klarede sig dog relativt godt i forhold til mange andre lande. I hele EU faldt BNP således godt 6 procent i 2020.

I 2021 førte det stigende antal vaccinationer til gradvis genåbning af økonomien, der førte til en robust højkonjunktur og tilsvarende beskæftigelsesstigning. Med en samlet BNP-vækst på 6,8 procent i 2021 – den højeste vækstrate overhovedet siden nationalregnskabets startår i 1966 – blev det tabte mere end genvundet, og den høje vækst fortsatte med 2,7 procent i 2022. Fra efteråret 2021 kom der imidlertid stigende fokus på inflation. Pandemien skabte forsyningsproblemer, der medførte prisstigninger, og i 2022 medførte krigen i Ukraine højere energipriser, der igen smittede af på den generelle inflation. Målt over hele året blev inflationen i 2022 derfor 7,7 procent, hvilket var det højeste niveau siden 1982. Inflationen medførte en kraftig pengepolitisk reaktion fra centralbankerne i USA og Europa i form af rentestigninger for at dæmpe aktivitetsniveauet i verdensøkonomien, og i 2023 faldt inflationen igen mod mere normale niveauer både i Danmark og i udlandet. 2023 blev præget af en pæn BNP-vækst på knap 2 pct.

En tendens til en lavere produktivitetsvækst førte i 2012 til bekymring for, at den fremtidige danske velstandsskabelse var truet, og til nedsættelsen af en produktivitetskommission. Sidenhen har statistiske revisioner dog opjusteret den målte produktivitetsvækst. Samtidig bevirker to forhold, at Danmarks velstandsudvikling har været mere positiv, end produktivitetsudviklingen i sig selv peger på. Dels kommer en stigende andel af danskernes nationalindkomst fra afkastet af udlandsformuen, der fra at være negativ i 2009 ved indgangen til 2023 var vokset til 64 procent af BNP. Dels har Danmark opnået en bytteforholdsforbedring, idet priserne på de varer, vi importerer, er vokset langsommere end priserne på vores eksportvarer. Det medfører en højere realindkomst, fordi Danmark så er i stand til at købe flere varer for en given eksportmængde.

Både internationalt og i Danmark har der været en tendens siden 2000 til, at konkurrencen på varemarkederne er blevet forringet. De danske virksomheder har gennemsnitligt set opnået større markedsmagt, hvilket giver virksomhederne mulighed for at tjene en større profit, men samtidig skaber en markedsfejl, idet virksomheder med markedsmagt har en interesse i at begrænse produktionen for at kunne tage højere priser for deres produkter.

Den økonomiske dagsorden har især siden 2019 været præget af klimapolitikken og ønsket om at foretage en grøn omstilling til et CO ₂ -neutralt samfund på længere sigt. Det har givet sig udslag i indførelsen af mere ensartede CO ₂ -afgifter i det meste af økonomien og forhandlinger om parallelle afgifter på drivhusgasser i landbruget.

Det har også vakt stigende opmærksomhed, at indkomstfordelingen er blevet betydelig mere ulige både i Danmark og mange andre vestlige lande. Ginikoefficienten for disponibel indkomst steg således ifølge Danmarks Statistik fra 22,1 i 1987 til 30,0 i 2022. Indkomstfordelingen er dog mere lige i Danmark end i de fleste andre lande.

Befolkningens udvikling i de kommende år, hvor store generationer på arbejdsmarkedet vil blive afløst af små generationer, er samtidig genstand for megen debat. Selvom udviklingen i arbejdsudbuddet ikke ser ud til at true de offentlige finanser, formodes den at skabe pres i nogle brancher, hvor færre vil søge beskæftigelse. Et eksempel er sundhedssektoren, hvor der er bekymring for mangel på hænder i de kommende årtier. Der er også et politisk ønske om at forøge det generelle arbejdsudbud for via de medfølgende højere skatteindtægter at kunne finansiere flere offentlige initiativer. Det har blandt andet medført en afskaffelse af helligdagen store bededag fra 2024.