Danish Meat Research Institute, DMRI, indtil 2009 Slagteriernes Forskningsinstitut (SF), dansk institut i Taastrup, der arbejder med forskning, udvikling og rådgivning for svine- og oksekødsbranchen; oprettet i 1954. Væsentligste arbejdsområder er skånsom behandling af slagtedyr, kødråvarernes egenskaber og betydning for produktkvaliteten, målemetoder for slagte- og kødkvalitetsparametre, teknologi til forbedring af produktsikkerheden samt automatisering af slagtning, opskæring og udbening. DMRI har befæstet sin position som et internationalt førende videncenter inden for forskning og innovation i animalske fødevarer. Det er i dag organisatorisk en afdeling under Teknologisk Institut.