Daniil Kharms, egl. Daniil Juvatjev, 1905-1942, russisk forfatter, 1927-30 hovedmanden bag avantgardegruppen OBERIU (se også Rusland, litteratur). Som "upålidelig" kulturaktør blev Kharms forvist til Kursk 1931-32 og derefter ansat som en groft underbetalt medarbejder på det statslige børnebogsforlag. En kortvarig fængsling fulgte i 1937, og i 1941 blev han på ny arresteret. Kharms’ død på et fængselshospital er ikke fuldt opklaret, men skyldes formentlig sult. Enkelte af hans vrøvlevers blev optaget i den sovjetiske børnelitteraturs kanon. I 1960’erne cirkulerede flere varianter af hans kollage-agtige skuespil Jelizaveta Bam (1927) i Østeuropas undergrundsmiljøer, men først i 1980’erne kom forfatterskabet helt frem i lyset. Kharms’ ultrakorte prosatekster og særprægede humor betragtes i dag som en forløber for absurdismen. Siden slutningen af 1990’erne har han været en kultfigur på internettet.