Faktaboks

Daniel Janzen

Daniel Hunt Janzen

Født
18. januar 1939
Daniel Janzen
Daniel Janzen undersøger indfangne mus på forskningsstationen i Costa Rica. Udateret foto.
Daniel Janzen
Af /Photo Researchers/Ritzau Scanpix.

Daniel Janzen er en amerikansk biolog. Han er professor ved University of Pennsylvania, men har sit andet hjem på en costaricansk forskningsstation i en nationalpark i provinsen Guanacaste i landets nordvestlige hjørne. Nationalparken blev oprettet i 1989 på foranledning af bl.a. Janzen. Hans artskendskab er legendarisk, og i 1983 udgav han The Natural History of Costa Rica, den første samlede gennemgang af et tropisk områdes arter og deres levevis.

Hans talrige videnskabelige arbejder omhandler især samspillet mellem et økosystems arter. Eksempelvis har han beskrevet visse akaciers afhængighed af myrebeskyttelse mod skadedyr, og han har fremsat teorier om, at bestemte tropiske træer ikke får spredt deres hårde, tykskallede frø, fordi de store pattedyr, fx kæmpedovendyr og lokale elefantarter, der normalt tog sig af dette, nu er uddøde; træerne er med hans egne ord neotropiske anakronismer. For sine tropeøkologiske studier modtog han i 1984 Crafoordprisen.

Den energiske og karismatiske Daniel Janzen har engageret sig i bevarelsen af tropiske økosystemer. Desuden har han iværksat uddannelsesprogrammer for lokalbefolkningen, så den kan medvirke til udforskningen af tropernes i store træk ubeskrevne fauna og flora.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig