Daniël Heinsius, 1580-1655, hollandsk filolog, nylatinsk og nederlandsk digter. Hans latinske værker og klassikerudgaver skaffede ham stor international prestige. Derfor var det en vigtig impuls for nederlandsk renæssancelitteratur, at en berømthed som Heinsius ikke forsmåede modersmålet som litterært udtryksmiddel. Hans Nederduytsche poemata (1616) var et forbillede også for Martin Opitz' reform af tysk digtning.